Premiere: Seat Leon X-PERIENCE

Den firehjulstrukne udgave af Seat Leon ST er pakket med udstyr

27. september 2014 af Bil Magasinet

Seat har premiere på en hævet udgave af Leon ST med permanent firehjulstræk. Her er robuste lister på dørpaneler og hjulkasser, front med store luftindtag og integrerede tågeforlygter med kurvelys, og frontspoiler i aluminiumslook. Bagenden har ny stødfanger med en liste i aluminiumslook og forkromede afgangsrør, der er standardudstyr på dieselversionen med 184 hk. De store hjulkasser giver plads til 17" fælge eller 18" fælge (ekstraudstyr) i et specielt dobbelt 5-eget design. Tagrælingerne er anodiseret i sort, men der kan tilvælges krom uden merpris. 

I kabinen kan der vælges mellem indtræk i sort og gråt, brunt indtræk i alcantara eller helt sorte lædersæder. X-PERIENCE logoet pryder dørpaneler og rat, mens her er orange kontrastsyninger.

Motorudvalget omfatter to udgaver af 2,0 TDI. Topudgaven yder 184 hk og 380 Nm, og har 6-trins DGS dobbeltkoblingsgearkasse. 0-100-tiden er 7,1 sek. og forbruget op til 20,4 km/. Der fås også 2,0 TDI med 150 hk/320 Nm og 6-trins manuel gearkasse. Begge udgaver har aut. start/stop og intelligent ladning af batteriet.

Seat kalder sin udgave af VW-koncernens firehjulstræk for 4DRIVE. Det anvender en nyudviklet hydraulisk betjent multipladekobling med elektronisk styring - en femte generations haldexkobling. Den reagerer hurtigt på input under kørslen.

Af hensyn til fordelingen af akseltrykket er koblingen placeret bagtil foran bagakseldifferentialet. Indvendigt kører multipladeenheden i et oliebad. Metalfriktionsringene er placeret parvis bag hinanden - en ring fra hvert par er konstant forberedt til indgreb med koblingsenheden, som roterer med propelakslen, og den anden er fastgjort til propelakslen, som er forbundet med bagakslen.

Under normale kørselsforhold overfører koblingen det meste af motorkraften til forhjulene. Hvis bilen mister vejgreb, fordeles en del af trækkraften til baghjulene ved at et stempel trykker pladeenhederne sammen. Den nye generation af kobling anvender ikke længere en trykakkumulator, hvilket gør enheden meget mere kompakt og 1,4 kg lettere end den tidligere udgave. 

Sammenlignet med Leon ST er X-PERIENCE ca. 28 mm højere. Foran er affjedringen af MacPherson-typen med hjælperamme, bagtil er et fireleddet hjulophæng. Seat Drive Profile med indstillingerne eco, comfort og sport er standardudstyr og giver føreren mulighed for at tilpasse servostyringen, gasspjældsreguleringen og DSG-gearkassen efter behov.

Udstyr omfatter EDS (elektronisk differentialespærring på begge aksler), XDS (den udvidede elektroniske differentialespærring for bedre vejgreb under kørsel i sving), det elektroniske stabilitetsprogram ESC og multikollisionsbremse. Som ekstraudstyr fås komplette LED-forlygter, adaptiv fartpilot (ACC) med citynødbremsefunktion, træthedsregistrering og  vognbaneassistent.

Produktionen starter i september og bilerne vil være hos forhandlerne inden nytår.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...