
Den danske bildesigner Anders Warming er udnævnt til ny designchef for Rolls-Royce. Det meddeler Rolls-Royce.
Anders Warming, der er 48 år og fra Gentofte, er en af Danmarks højest positionerede bildesignere, med en lang karriere inden for BMW-gruppen, hvor han startede i 1997. Efter en afstikker til VW fra 2003-05, blev han chef for eksteriør-design hos BMW i 2007.
Fra sin første tid i BMW, tilskrives han blandt andet æren for den første BMW Z4 fra 2002. I anden periode stod han bag BMW 5-serie og 6-serie fra 2009 og ikke mindst 2. generation af BMW X3 fra 2010.
I foråret 2011 blev han chefdesigner for Mini, der er en del af BMW-koncernen. Her stod han blandt andet bag den nye Mini Clubmann fra 2015, men Anders Warming stoppede hos Mini i 2016, hvorefter han havde en kort periode som chefdesigner hos det nye tyske bilmærke Borgward. Her præsenterede han konceptbilen Borgward Isabella i 2017, inden han forlod Borgward og etablerede sin egen design-virksomhed i 2019.

Den første BMW Z4, som reelt var en redesignet Z3, er et svendestykke fra Anders Warmings designhånd.
Tilbage til den gamle chef
1. juli starter Anders Warming så som designchef for Rolls-Royce Motor Cars i Goodwood i Sydengland, hvorved han returnerer til BMW-koncernen, der ejer Rolls-Royce.
Adrian van Hooydonk, Senior Vice President, BMW Group Design, der også var chef for BMW-gruppens design, da Anders Warming forlod Mini, ønsker Anders Warming velkommen tilbage.
”Anders Warming har en dokumenteret track record, og han er en ekstremt kreativ og lidenskabelig designer, med et øje for detaljer og håndværk. Da han har brugt det meste af sin karriere i vores designteam, er jeg sikker på, at han vil integrere meget hurtigt. ”, udtaler Adrian van Hooydonk i pressemeddelelsen om Anders Warmings nyansættelse hos Rolls-Royce.