Test: Derfor hører Renault Zoe til blandt fortidens elbiler

Renault Zoe har fået flere kræfter, længere rækkevidde og en lavere pris. Alligevel kæmper den mod sin alder, og det er tydeligt, at vi har at gøre med en elbil fra fortiden.

26. januar 2019 af Anders Richter

Renault Zoe får større batteri

Renault forsøger at puste nyt liv i mærkets lille elbil, som går under navnet Zoe. Operationen er dog mislykkedes. Renault Zoe har tidligere fået et større batteri, hvilket øger kapaciteten til 41 kWh, og nu er motoren også blevet kraftigere. Det betyder, at der nu er 108 hk på lager i topvarianten. Du kan dog stadig købe den med 90 hk og et lavere udstyrsniveau.  

Zoe er lettere overvægtig

108 krikker gør dog ikke lille Zoe til nogen hurtigløber, og egentlig burde hun nok melde sig ind i et træningscenter og hyre en personlig træner. Zoe vejer nemlig 1.480 kg, og det er en hel del, når vi tager størrelsen på 401 cm i betragtning. Til sammenligning er det næsten 400 kg mere end en Renault Clio med samme længde. Nul til 100 km/t sker på 11,4 sekunder, hvilket ikke imponerer på nogen måde. Elbiler plejer at være hurtigt ude af starthullerne, og det er Zoe altså ikke.

Zoe tynges af et stort batteri

Grunden til den høje vægt er, at man har stoppet et stort batteri ned i ­bunden. Officielt giver det en rækkevidde på 311 km – i virkeligheden kører du nærmere lidt over 200 km ved normal kørsel.

Zoe kom til verden i 2012, og alderen kan mærkes i kabinen. Plastkvaliteten føles hård og billig, mens skærmen i midten er lille. Samtidig sidder du meget højt, fordi du har batteripakken placeret under dig.  

Der findes bedre alternativer til Renault Zoe

I øjeblikket kører Renault en kampagne på Zoe med Intens-udstyr til 239.900 kr. Til sammenligning kan du få en Hyundai Kona Electric med det lille batteri, der har en officiel rækkevidde på 289 km, til 274.995 kr. Den har mere plads, et langt bedre interiør. Allerbedst vil det dog nok være at slippe de ekstra slanter op opgradere til en Kona Electric med den store batteripakke og en rækkevidde på 449 km til 309.995 kr. Det ville være mit bud, hvis du kigger på elbil i øjeblikket. Udviklingen går stærkt med elbilerne, og på trods af en prisnedsættelse på den elektrificerede franskmand står det stadig klart, at Zoe er en elbil fra fortiden – af samme grund er der en ny på vej.

Artiklen blev oprindeligt bragt i BM1902 og er siden blevet opdateret med nye priser og konklusion.

Specifikationer

Renault Zoe R110 intens

Pris 239.900 kr. 

Motor elmotor

Ydelse 108 hk, 225 Nm

Topfart 135 km/t 

0-100 km/t 11,4 sek.

Rækkevidde 311 km

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...