Bemærk hvordan linjerne samler sig om C-stolpen. Sådan skal det gøres
Bemærk hvordan linjerne samler sig om C-stolpen. Sådan skal det gøres© bilmagasinet.dk

Renault Mégane Coupé 1,9 DCI

Baguette med bid i

1. april 2009 af Mathias Brandt

Den har altid været klassens stille pige, men med Mégane Coupé tilfører Renault nu en lille snert af djævelskab

 

Af Carsten Nymann

 

Der skal flere nye kunder i Renault-butikken, og franskmændene forsøger sig nu med “Opel Calibra-metoden” og lancerer hele to smukke coupéer på basis af rugbrøds­modellerne Mégane og Laguna.
Vi fik fingre i en Mégane Coupé med 130 hk dieselmotor, der ligesom benzin-broderen med 180 hk turbomotor er lanceret i Danmark til blot 299.000 kr., hvilket er et reelt slagtilbud. Mégane Coupé står i skærende kontrast til sin konservative 5-dørs slægtning. Den ser fantastisk ud, især skråt bagfra, hvor alle linjerne samles om C-stolpen, som nærmest bare er et knudepunkt, der samler tag og hæk. En elegant løsning, der formår at skjule, at den vævre coupé faktisk er rummelig både i bagagerummet og på bagsædet.
Der er bare lige et par aber dabei’er. For det første er hullet ned i bagagerummet ekstremt trangt, og læssekanten er en lastbil værdig. Inde på bagsædet er der ok plads, men de små koøjer forhindrer, at passagererne kan se ud. Førerens udsyn bagud i retning af cyklister og andet godtfolk er også ­udfordret af de ­spændstige linjer, men her er Mégane ikke slemmere end f.eks. Opel Astra GTC eller den kørende skyklap, VW Scirocco.
Bag rattet er Mégane lækker at opholde sig i. Sædet kan justeres rimelig langt ned og har fin sidestøtte i ryggen, men er lidt for fladt. Rattet følger med både op og ned og ind og ud, så det er let at finde sig til rette bag det flotte instrumentbord, som er udført i lækre, bløde materialer. Eneste hak i tuden får Renault for de forskelligt-farvede displays rundt om i kabinen - og så en sær raslen i testbilens instrumenthus.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bilens køreegenskaber lever op til det kække design. I sin stræben efter at gøre bilen dynamisk har Renault indpodet undervognen med lige så stor eftergivenhed og sans for diplomati som en libanesisk jihad-kriger. Bilen er ikke direkte ukomfortabel, men den er hård og nervøs, og jeg kan mærke, hvordan hjulophængene arbejder hele tiden. På plussiden betyder det, at Mégane ikke krænger ret meget i svingene. Styretøjet er også stærkt forbedret i forhold til forgængerens, men det er stadig ikke videre meddelsomt, og i snævre sving foregår ratudslag lidt efter samme devise, som når man skal ramme tonen i en trækbasun - på lykke og fromme.
Nu kunne det godt lyde, som om jeg på vanlig Bil Magasinet-vis fælder dom over endnu en Renault. Det er slet ikke tilfældet. For hvad Mégane-chassiset mangler på grænsen, vejer den stærke, tyste dieselmotor op for i hverdagen. Konklusion: Køb Mégane Coupé for udseendets skyld, så går du ikke galt i byen. 

 

Renault Mégane coupé 1,9dci   
Motor    R4, 1.870 cm³, 8V, turbodiesel
Ydelse     130 hk ved 3.750 o/min
    300 Nm ved 1.750 o/min
Topfart 205 km/t     0-100 km/t 9,5 sek.
EU-miks 19,6 km/l    Årlige afgifter 3.220 kr.
Mål (L/B/H)    430/180/142 cm
Vægt/last/påhæng    1.405/435/1.300 kg
Bagagerum    377-1024 liter
Dæk    205/45R17V
Reservedelsprisindeks    ikke oplyst
Værditab/3 år     ca. 135.000 kr. (45 pct.)
Pris    299.000 kr. 

VI SYNES… 
Køreegenskaberne er middelmådige, men det skarpe udseende, den lækre kabine og charmen hiver pointene hjem

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...