Renault Megane electric e-tech ny elbil 2022
© Renault

Danske priser: Så billig bliver den eldrevne Renault Megane

Til foråret lander den elektriske Megane - men Renault er allerede nu klar med priser og udstyr

21. december 2021 af Frederik Hauschildt

I løbet af det kommende år skal alle nye modeller fra Groupe Renault være elektrificeret – enten som hybrid, plugin-hybrid eller som elbil.

Elektrisk Renault Megane fra 266.990 kr.

Elektrificeringen raser, og blandt dem, der satte den første gnist, var Renault. Zoe udgjorde manges første erfaring med elbiler, men nu kommer Renault med et helt nyt skud på stammen. 

Den velkendte mellemklassemodel Megane kommer nemlig i en elektrisk variant i starten af 2022. Den skal kæmpe med biler som VW ID.4 og Tesla Model 3.

For 266.990 kr. får du den 'lille' variant med et batteri på 40 kWh, en ydelse på 130 hk og en rækkevidde på op til 300 km. 

Den 'store' koster fra 303.990 kr., og opgraderer med 220 hk og 60 kWh - altså ca. 450 km i rækkevidde.

Renault Megane electric e-tech ny elbil 2022
© Renault

Højere og kortere Megane

Design og platform er helt nyudviklet på den nye Megane: Her er en opladningshastighed på op til 130 kW mulig, og standard er en trefaset AC-lader, der understøtter op til 22 kW.

Megane er også blevet strukket og mast lidt i den nyeste generation: Højden er tiltaget med ca. 5 cm, og en smule 'SUV' er drysset over det moderne design. Bilen er til gengæld blevet knap 14 cm kortere, imens akselafstanden er steget med 3 cm.

Renault Megane electric e-tech ny elbil 2022
© Renault

Tre niveauer af Megane

Den elektriske Megane vil udbydes i tre udstyrniveauer, når den lander i Danmark til foråret. Equilibre er grundudstyret, og her får du fine ting som varmepumpe, trefaset AC-ladning og varme i sæderne, oven på en 9" infotainmentskærm og en digital instrumentering.

I mellemudstyret, Techno, leveres Megane med 20" alufælge, en endnu større 12" infotainmentskærm og automatisk fjernlys. Til sidst er Iconic-udstyret, der tilføjer en række interiørdetaljer, forsæder med massagefunktion og et lydsystem fra Harman Kardon.

Renault Megane electric e-tech ny elbil 2022
© Renault

Renault Megane E-TECH Electric

40 kWh

  • Equilibre 266.990 kr.
  • Techno 288.990 kr.
  • Iconic 310.990 kr.

60 kWh

  • Equilibre 303.990 kr.
  • Techno 325.990 kr.
  • Iconic 347.990 kr.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...