Mød Renault Kwid
Ét kig på den danske trafik i dag, og du vil vide to ting: Vi elsker små, billige biler, men vi elsker også dem, der har lidt design fra en offroader: SUV'er. Renault Kwid slår lige præcis de to fluer, med et enkelt smæk. Men hvordan kan det så være, at det er Peugeot 108, der drøner til toppen af salgslisterne, når det kunne være Kwid?
Ved første øjekast er alting sammenligneligt: Kwid kan fås med en 0,8 eller en 1,0-liters 3-cylindret benziner uden turbo. Det kaster sølle 67 hk af sig, men det er til at leve med. Bilen vejer nemlig under et ton, og man kan forvente at køre omkring 20 kilometer på én liter benzin.

De velkendte indtryk fortsætter i kabinen, hvor bilen kan fås med en 9-tommers touchskærm (med Apple CarPlay og Android Auto) til sekundærbetjening, et digitalt speedometer og et kabeltrukket ventilationsanlæg med varme og AC. Instrumentbordet og dørsiderne er udført i stenhård plast, præcis som det er i en Peugeot 108. På det indiske marked fås bilen både helt uden airbags, og med op til fire airbags.
Vil ramme godt 100.000 kr. i Danmark
Vinduerne i bagdørene er ikke elektriske, men modsat Aygo-platformen, så er de ikke bare rygervinduer: De kan faktisk rulles ned.
Før told og moms koster disse små biler afsindigt lidt: Den allermest skrabede version koster kun omkring 25.000 kr. Med ting, som på det danske marked er standard, såsom airbags, skærm, bakkamera, parkeringssensorer og ABS, kommer den op på 42.000 kr. Med told og moms ryger prisen altså lidt op over de 100.000 kr.


Findes også i EV
Renault har siden 2019 også rådet over den elektriske version, der i øjeblikket bliver produceret i Kina: Renault City K-ZE. K-ZE lover en relativt kort rækkevidde på 160 kilometer på en opladning, og med en hurtiglader kan du nå fra fladt batteri til 80 pct. på 50 minutter.
Prisen på elbils-varianten følger temaet med lav pris, og i Kina leveres den på vejen for det, der svarer til omkring 50.000 kroner. Med told og moms er vi altså oppe og snuse til de 150.000 kroner.

Okay, men hvad er hagen?
Den kommer her: Sikkerhed.
Renault Kwid har bestået den sydøstasiatiske NCAP test helt uden at få nogle stjerner. Det er dog ikke nødvendigvis fordi, den falder fra hinanden, når den støder ind i noget. En del af det dårlige resultat kan skyldes, at bilen kan købes i udsmykninger helt uden airbags og ABS. Og så er der slet ikke rørt ved ting som vognbaneassistenter og automatisk bremsning.
I Latinamerika sælges bilen også i stor stil, men dog i en væsentligt mere sikker version. Her er den udstyret med hele 4 airbags, og får således 3 stjerner i LATIN NCAP sikkerhedstests.
I dobbeltundvigemanøvrer og slalom-test udført af trejdepart viser bilen uheldige tendenser. Blandt andet løfter den de to inderste hjul i dobbeltundvigemanøvre ved 70 km/t.

Overordnet set, så er Renault Kwid en bil, der i teorien ville passe glimrende ind på de danske veje. Dacia, som Kwid deler mange dele med, er også et relativt stort hit blandt danskerne. Sikkerheden ville dog kræve en overhaling, og hvis vi skulle gætte, så er det også det, der har holdt Kwid fra Europa indtil videre.