Diamant-5'eren
Den lille Renault 5 er en af mærkets største succeser og mest ikoniske biler nogensinde. Den første Renault 5 rullede af samlebåndet i 1972, og i alt blev der produceret mere en 5,5 millioner biler i de 12 år, produktionen stod på.
For at fejre modellens 50-års jubilæum har Renault i samarbejde med den franske smykkedesigner Pierre Gonalons skabt en spektakulær hyldest til den lille franske bil, som de kalder R5 Diamant.

Verdens mærkeligste rat
Linjerne har fået en opdatering og er blevet beklædt med en vild blanding af guld og pink. Forlygterne har fået diamant-agtige facetter. Interiøret er også vildt med et instrumentbord af hestehår og gulvmåtter af mohair-uld.
Men det vildeste er kulfiber-rattet, der er beklædt med marmor og har en form, der kan give hovedpine.
Læs også: Test af Renault Megane E-tech Electric.

Men hvordan er bilen at køre med det vanvittige rat? Det finder vi aldrig ud af, for selvom Renault har afsløret, at den er elektrisk, er det bare en udstillingsbil. Dog skal vi nok ikke vente længe, før vi kommer bag rattet af en elektrisk Renault 5 - mærket genopliver nemlig navnet, og de første tegninger ser virkelig godt ud!