© bilmagasinet.dk

Vægt er gift for en Porsche

Lars Erik Hjulspind forklarer, hvad 20 kg betyder i en 911

6. juni 2010 af Steen Bachmann
#gt


Motorsporten skal være mere miljøvenlig, og bilerne skal støje, forbruge og udlede mindre. Nyt reglement til 24-timers løbet på Le Mans foreskriver højere vægt, færre dækskift og lavere brændstofforbrug. Hvad betyder det for de, der primært oplever løbet bag rattet af en racer?

Nr. 3 i GT2-klassen i 2007, Lars Erik Nielsen, forklarer: 

"Minimumsvægten hæves med 25 kg i GT1 og 20 kg i GT2-klassen". Hvad betyder 20 kg i en bil som din Porsche GT3 RSR?

Vægt er den største fjende for en racerbil, og det er svært at se logikken i at hæve dén, når det primære ønske er at mindske dækbudgetterne. Tanken er, at vægt gør bilen langsommere, hvorfor dæksliddet bliver mindre - men det er grundlæggende noget sludder, idet trykket på dækket og sliddet hænger sammen. I virkeligheden skyldes den øgede vægt nok nærmere, at man vil give plads til den ekstra vægt fra aircon-systemerne, som nu bliver obligatoriske. For Porsche og Ferrari er vægten ikke det store problem, faktisk valgte Porsche ligefrem at øge vægten til 1225 kg for at kunne benytte de større hjul, som 997-modellen kører med.

 

"25 mm gurney-flap er minimum i GT1, og 15 mm i GT2". Hvad betyder det?

Gurney ændrer dels stall-effekten, og dels trykket på vingen. Virkningen er en mere stabil bagvogn ved indbremsning og lavere tophastighed.

 

"Air restrictors reduceres med to pct. i GT1 og fem pct. i GT2". Hvordan kompenserer I for den mindre mængde luft til motoren?

Mindre luft betyder færre hk, og selvfølgelig ses det på tiderne. Fem pct. kan også mærkes, hvis man skifter indstilling midt i en test. Sidste år kørte vi i Malaysia med åben indsugning, se, dét var tider, der kunne ses og mærkes. 470-560 hk på en 3,6-liters motor!"

 

"Air restrictor-fordelen for biler med aircon annuleres. Temperaturen i cockpittet må under ingen omstændigheder overstige 32 grader Celcius." Hvis den regel følges konsekvent, må nogle teams komme i problemer?

ALLE skal køre med aircon fra 2009. Porsche er de eneste, som har skulket indtil nu. Næste år kommer 997-raceren med aircon og kabineadskillelse bag forsædet - så kan den vel indregistreres som pickup, hvis man fjerner bagruden! Porsche har testet bilen, og kan holde 18 grader i kabinen i mere end to timer ved 27 graders lufttemperatur.

 

"Frihøjden hæves med 5 mm i GT2". Betydning?

Uffff, mere rul, langsommere fart gennem svingene. Porsche er hårdt ramt heraf på grund af de store hjul bagpå og vægtfordelingen. Det er netop her, Ferrari skiller sig ud fra Porsche med mindre rul.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...