Porsche Taycan GTS Sport Turismo fra siden
© Porsche

Verdens sjoveste elbil er lige blevet lidt bedre

Man finder ikke en mere dynamisk elbil end en Porsche Taycan. Nu har tyskerne skruet endnu et hak op og lanceret Taycan GTS samt en ny Sport Turismo

19. november 2021 af Mathias Brandt

Hvad betyder GTS?

Hvis du er på jagt efter ultimativ køreglæde i en elbil, er der intet der slår Porsche Taycan, basta. Den kendsgerning understreges nu yderligere med Taycan GTS, som Porsche lover er endnu mere underholdende. 

GTS-betegneslen bruger Porsche til de modeller, der har et øget sportsligt fokus, men stadig ikke er lige så hårdkogte som GT-modellerne, hvor vi eksempelvis finder den nye Cayman GT4 RS.

Man skulle tro, at fordi den sportslige kørestil var endnu mere i fokus, så ville rækkevidden være reduceret. Det er ikke tilfældet med Taycan GTS, som er den første Taycan, der officielt kan køre over 500 km på en opladning.

Porsche Taycan GTS Sport Turismo bagfra

Taycan Sport Turismo - Porsche's stationcar

Samtidig med at Porsche lancerer GTS, kommer der også en ny karrosseri-variant af Taycan. Sport Turismo er Porsche’s måde at sige stationcar. Praktisk talt er der tale om en Taycan Cross Turismo, hvor man har fjernet de offroad-inspirerede plastikskærme og reduceret frihøjden.

Sport Turismo byder på et lidt større bagagerum på 446 liter, hvor en almindelig Taycan sluger 407 liter. Måske mere vigtigt er, at den har 45 millimeter ekstra hovedhøjde på bagsædet.

Porsche Taycan GTS kabine og sæder

Forbedret rækkevidde

Batteriet er 93,4 kWh, som i stort set resten af Taycan’s modelprogram. Taycan GTS yder op til 598 hk, hvilket er nok til at sende bilen afsted fra 0-100 km/t på 3,7 sek. og speedometeret stopper ved 250 km/t.

Som den seneste variant i Taycan-familien kommer GTS desuden med et optimeret og særligt effektivt køreprogram. Eksisterende Taycan-modeller nyder ligeledes gavn af denne opdatering, som øger bilens rækkevidde.

Priser på Porsche Taycan GTS

Porsche Taycan GTS leveres i to karrosserityper, den almindelige hatchback og så den nye stationcar, Sport Turismo. 

Her får du et overblik over priserne: 

Porsche Taycan GTS: 1.359.900 kr. 

Porsche Taycan GTS Sport Turismo: 1.379.900 kr. 


Porsche Taycan GTS og GTS Sport Turismo

Mere fokuseret køreoplevelse 

Taycan GTS og Taycan GTS Sport Turismo er udstyret med luftundervogn og Porsche Active Suspension Management (PASM). Teknologien er imidlertid trimmet til en endnu mere dynamisk fornemmelse bag rattet, hvilket også gælder baghjulsstyringen, som er mere sportsligt opsat. 

Endelig er bilens lyd, Porsche Electric Sport Sound, også tilpasset en mere sporty profil. Designmæssigt spottes Taycan GTS og Taycan GTS Sport Turismo på de sorte eller mørke elementer og detaljer, som for eksempel frontspoileren, bunden af sidespejlene og rudelisterne.

En anden nyhed, der præsenteres som ekstraudstyr til de nye Taycan GTS-modeller, er et panoramaglastag med aktiv rudetoning. Her sørger en elektrisk aktiveret flydende krystalfilm for, at ændre overfladen på glastaget fra skinnende klart til mat. Denne funktion beskytter bilens passagerer mod blænding uden at reducere lysniveauet i kabinen.

Porsche Taycan GTS krystaltag

Hvornår kommer Taycan GTS og Sport Turismo?

Begge varianter af Taycan GTS bliver lanceret i starten af 2022. Indtil videre er det kun GTS-varianten, der kan fås i den nye Sport Turismo-karrosse. Vi forventer dog helt sikkert, at vi inden længe også kommer til at se de øvrige modeller i Sport Turismo-indpakning. 

Læs også: Gennemgang af Tesla Model S 2022.

Porsche Taycan GTS interiør

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...