© Mathias Brandt

Er det her verdens flotteste familiebil?

Det er ikke blevet mindre underholdende at køre Porsche Taycan, efter den har fået GTS-behandling. Og med lidt god vilje kan pladsen udnyttes.

2. juli 2022 af Mathias Brandt

Genial på vej og på bane

Hvis du høre til dem, der synes, at MG 5 er for kedelig, men gerne vil have en elektrisk stationcar, så er Taycan Sport Turismo firkantet set din eneste anden mulighed på nuværende tidspunkt. (Kom nu igang, Audi!)

Hvor MG 5 er støvsuget for køreglæde, er Porsche gået anderledes farverigt til værks. Porsche Taycan er ubetinget den mest underholdende elektriske køreoplevelse, der findes på markedet nu. At den stiller til start i GTS-trim understreger blot den kendsgerning. Ugen inden, jeg fik nøglen til denne “Mamba”-grønne GTS, var jeg afsted på den italienske racerbane, Vallelunga, lidt udenfor Rom. Her viste Taycan GTS med al tydelighed, at der er masser af køreglæde at hente i Taycan GTS. Bilens største problem var bremserne. Overgangen mellem regenereringen og bremsen bliver unaturlig og svær at dosere.

Hører du til de 98 pct. af Taycan-ejere, der aldrig kunne drømme om at køre banekørsel, er der godt nyt. Her er Taycan GTS Sport Turismo en fremragende hverdagsbil. Kabinens layout er præcis det samme, som man oplever i Cross Turismo’en, som er den let forhøjede udgave med plastikskærme.

Til trods for at Taycan Sport Turismo er én centimeter længere end familiecontaineren Mercedes-Benz E-klasse stationcar, så føles kabinen og ikke mindst bagagerummet lille. Bagagerummet er dybt og kan rumme en barnevogn på langs, men det er smalt, hvilket gør det svært at udnytte. Der er 84 liter bagageplads til rådighed ude i forenden, hvilket er nemmere at udnytte. Bagsædepassagererne nyder godt af det store panoramaglastag, som er ekstraudstyr til 20.348 kr., men benpladsen er ikke imponerende.   

Den ekstra skærm til passagererne koster 12.948 kr. og er i mine øje ligegyldigt. 

© Mathias Brandt

Hidsig pris

Med en basispris på 1.379.900 kr. skulle man tro, at Taycan GTS Sport Turismo var pakket med udstyr, men det er ikke tilfældet. Men med GTS-varianten får man dog alcantara-kabine og udvidet læderpakke samt de 18-vejs elektriske sportssæder. Derudover er testbilen læsset med ekstraudstyr, hvilket bringer prisen op på 1.749.711 kr.

En simpel ting som en varmepumpe koster 10.704 kr. Batteriet har en nettokapacitet på 83,7 kWh, hvilket hører til i den høje ende. Porsche lover en rækkevidde på 461 km, men i vores testuge kørte bilen omkring 350 km på en opladning – vel og mærket under helt normal hverdagskørsel.

Vi synes

Gudesmuk og velkørende elbil, som godt kan rumme en familie på fire – men det koster. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...