© bilmagasinet.dk

Skørter og chip til Cayenne Diesel

Tysk tuner skruer op for turbotrykket og skaber nyt, dramatisk look

7. juli 2009 af Steen Bachmann

Stuttgart-virksomheden TechArt kender vi for vanvittige Porsche 911-ombygninger med tophastigheder på den anden side af 400 km/t, men nu lægger de arm med Cayenne.

Skørtesættet hedder Aerokit 1 og kan monteres på alle varianter af Cayenne. Det omfatter ny front med dybere spoiler, der har integrerede nær- og tågelygter, og ekstra luftindtag til motoren.

© bilmagasinet.dk

Dybere sideskørter er med til at styre luftstrømmene under bilen, og en diffuser og en diskret low drag-spoiler bagest sørger for at kontrollere luftstrømmene bag bilen.

For biler med luftaffjedring inkluderer Aerokit 1 et elektronisk modul, der sænker køretøjet og dermed vindmodstanden, og reducerer krængning i sving. Når bilen er parkeret, sænker systemet undervognen yderligere for at lette indstigning og give det rette gangsterlook.

© bilmagasinet.dk

Aerokit 1 omfatter også skygger på for- og baglygter og 21” alu-fælge med Michelin Diamaris 4X4 XL 295/35 R21.

Her er dobbelte ovale afgangsrør, TechArt-rat med tre eger og Porsches originale airbag, alu-pedaler og -fodstøtte og måtter med logo og læderkant. Det er muligt at gå videre med 22"-fælge i bilens farve med 295/30 R22 Continental-dæk, og en Aero eller Turbo-look fronthjelm.

Vælg mellem to chiptuninger
TechArt tilbyder en egenudviklet chip til motorstyringen af Cayenne Diesel. Den tuner den 3,0-liters biturbodiesel fra 240 hk til 290 hk. Momentet stiger fra 550 Nm til 630 Nm ved 2.200 o/min. Fra 1.100-4.000 o/min er der konstant mere end 500 Nm til rådighed uanset omdrejningstal og aktuelt gear. 

© bilmagasinet.dk


CO2-udslippet er uændret 244 g/km, og brændstoføkonomien er 10,9 km/l i EU-snit. Se tekniske specifikationer for tuningen.

Priser
Prisen for Aerokit 1 er ca. 130.000 kr. inklusive montering for biler med stålfjedre - med luftaffjedring bliver det noget dyrere. Prisen for at få sin Cayenne Diesel chippet hos TechArt er ca. 20.000 kr. inkl. montering og motorjustering.

Skørtesættet er fuldt lovligt i Danmark, mens chiptuning både er ulovligt og vil betyde, at Porsches fabriksgaranti bortfalder.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...