Vi har fået denne video fra en af vores læsere, som har besøgt den imponerende bilsamling Royal Auto Galleri i Abu Dhabi. Hvis du ikke har hørt om samlingen før, skyldes det sikkert, at den er ejet af Sheikh Sultan Bin Hamdan Al Nahyan fra Abu Dhabi - og man kan kun få lov til at se den, hvis man bliver inviteret.
Og det var vores læser så heldig at blive. Den ene halvdel af samlingen tæller de 37 smukkeste biler i verden - ifølge Sheikhen. Det hele begyndte med, at han besøgte en Porsche-samling, og her blev han så imponeret over de mange smukke biler, at han besluttede sig for at starte sin egen samling.
I 2004 købte han en BMW Alpina V8 Roadster, og efter det begyndte bilerne at rulle ind. I dag tæller samlingen et solidt udvalg fra Bugatti Veyron, Aston Martin, Ferrari, Mercedes, Porsche - og mange flere. Ved siden af superbilerne har rigmanden et annex, der er fyldt med biler, som har sentimental værdi for ham og hans familie.
Ud over biler interesserer Sheikh Sultan sig også for at opdrætte kameler, arabiske gazeller og træne falke. Vi har helt klart valgt det forkerte job...
Se videoen fra den imponerende bilsamling her. De første 4 minutter af videoen er skudt uden for, hvor den inviterede Porsche-klubb UAE havde taget opstilling, men efter 4 minutter går turen ind i lagerhallen med den almindelige samling, inden vi efter 5 minutter og 20 sekunder kommer ind i den helligste hal.