Ruf CRT Yellowbird black

RUF CTR “Yellowbird”: Den tyske knytnæve!

"Den 3,4-liters boxermotor med to turboer og 469 hk fik fuld gas. Accelerationen stoppede først, da speedometeret nåede 339,4 km/t. Det var det hurtigste nogensinde for en gadebil."

28. september 2019 af Anders Richter

Første RUF kom i 1977

RUF Automobile GmbH er en tysk virksomhed i den lille by Pfaffenhausen lidt syd for Stuttgart. Firmaet har eksisteret siden 1939. Det startede som værksted og tankstation, men siden voksede det i takt med, at der kom flere og flere Porsche’r på gaden i Tyskland. Sønnen i firmaet, Alois Ruf, var bidt af Porsche, som han servicerede og restaurerede på værkstedet. Men interessen fik en ekstra dimension, da han i 1977 præsenterede en egentlig “RUF”-model.

Bilen var baseret på en 911 Turbo, som havde fået forstørret sin motor fra 3,0 liter til 3,4 liter. Året efter præsenterede de en 911 SCR, som blev baseret på den turbo-løse Carrera-variant. Det var dog først i 1987, at RUF endelig kom på landkortet.

Ruf CRT Yellowbird black motor / engine

RUF er ikke en Porsche

Det amerikanske bilmagasin Road & Track ville lave en artikel, hvor de ville finde verdens hurtigste bil. Testkørslen skulle foregå på VW’s Ehra-Lessien testanlæg, hvor der er plads til at udfolde sig. 

Magasinet havde inviteret en perlerække af superbiler. Ni biler var mødt op, og blandt dem var mærker som Ferrari, Lamborghini og ikke mindst Mercedes. I hjørnet stod en gul Porsche 911, som dog ikke havde nogen Porsche-logoer på sig. Grunden til det var, at RUF var blevet til en selvstændig bilproducent med eget stelnummer og logo. Dette var altså en RUF CTR – og den skulle tages seriøst.

Ruf CRT Yellowbird black

Selv om man fristes til at kalde det en Porsche 911,
har RUF sit eget stelnummer.
Derfor hedder
den RUF CTR.

Verdens hurtigste gadebil

Så snart den gule CTR ramte testbanens asfalt, blev der ro blandt de fremmødte. Den 3,4-liters boxermotor med to turboer og 469 hk fik fuld gas. Accelerationen stoppede først, da speedometeret nåede 339,4 km/t. Det var det hurtigste nogensinde for en gadebil.

Fotograferne gav hurtigt bilen øgenavnet “Yellowbird”, fordi den gule bil nærmest fløj gennem den lette tåge, som havde spredt sig over området.

Fra det sekund gik RUF fra at være kendt i hjemlandet til at blive verdenskendt. Siden har de produceret en lang stribe af lynhurtige sportsvogne med udgangspunkt i Porsche’s modeller. Men Yellowbird var den model, der gjorde det tyske firma fra Pfaffenhausen kendt. •

Ruf CRT Yellowbird black interiør

Specifikationer: RUF CTR “Yellowbird” 1989

Pris i dag fra 5.000.000 kr. u/afgift  

Motor B6, 3.367 cm3, 12V, biturbo  

Ydelse 469 hk ved 5.950 o/min, 553 Nm ved 5.100 o/min

Topfart 342 km/t  

0-100 km/t 3,9 sek.  

Vægt 1.245 kg 

Ruf CRT Yellowbird black

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...