For første gang er Porsche 911 Turbo udstyret med medstyrende bagaksel. Systemet består af to elektriske styrestænger, der erstatter bagakslens kontrolarme og gør det muligt at variere bagakslens vinkel med i alt 2,8 grader. Op til 50 km/t styrer bagakslen den modsatte retning af forhjulene, hvilket svarer til en virtuel reduktion af akselafstanden på 250 mm og som giver en langt mere dynamisk oplevelse af styretøjet, hurtigere indstyring i snævre kurver og letter manøvrer som parkering.
Når hastigheden er over 80 km/t styrer baghjulene samme vej som forhjulene, hvilket giver en virtuel forlængelse af akselafstanden på 500 mm. Det giver en ekstrem stabilitet under eksempelvis vognbaneskift ved høj hastighed på motorvejen, fordi de vandrette g-kræfter opbygges langt hurtigere og mere direkte omkring bagakslen.
Porsche 911 Turbo og Turbo S introduceres i Danmark i efteråret 2013 til en pris fra kr. 3.493.984 inkl. moms og afgifter for Porsche 911 Turbo og fra kr. 4.226.357 inkl. moms og afgifter for Porsche 911 Turbo S. Begge modeller kan bestilles hos de to autoriserede Porsche Centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland.