Porsche Taycan indstigningsmodel med baghjulstræk til drift 2021
© Porsche

Porsche klar med "billig" Taycan

Porsches elbil Taycan udkommer nu i en indstigningsmodel, og den har baghjulstræk.

20. januar 2021 af Frederik Hauschildt

Bilen, der slog verdensrekorden

Da Porsche kørte sidelæns til en verdensrekord i november sidste år, var det ikke i en Taycan, man på daværende tidspunkt kunne købe. Den var nemlig baghjulstrukket, og selv de billigste Taycans trak på alle fire hjul. Men det har ændret sig i dag, da Porsche melder ankomsten af en ny indstigningsmodel.

Den nye Taycan, der bare hedder 'Taycan', ligger sig under alle øvrige varianter. Men den er ikke slap af den grund: Den fås i versioner med 326 hk og 380 hk, med boostfunktion til hhv. 408 hk og 476 hk. Opgraderingen hedder Performancebatteri Plus, og den skyder desuden rækkevidden fra 431 km op til 484 km. Det normale Performancebatteri kan lade med 225 kW, og Plus-varianten lader med op til 270 kW. Det giver en 5%-80% ladetid på bare 22 minutter.

Porsche Taycan indstigningsmodel med baghjulstræk til drift 2021
© Porsche

Gearkasse på elmotoren?!

Den nye, billigste Taycan opnår en maksimal tophastighed på 230 km/t ved hjælp af en 2-trins gearkasse, der sidder mellem den ene elmotor og bagakslen. Motoren kan genoplade batteriet med helt op til 265 kW, hvilket næsten tangerer den maksimale ladehastighed. Den er ikke unik til indstigningsmodellen.

Taycan kommer også standard med Plug-and-charge funktionen, der giver bilen mulighed for at kommunikere med ladestanderen uden brug af eksterne ladebrikker eller -kort. Systemet klarer både betaling og opladning automatisk, og er standardudstyr på alle 2021-modeller af Taycan.

Porsche Taycan indstigningsmodel med baghjulstræk til drift 2021
© Porsche

Sænket med 300.000 kr.

Den sidste glædelige nyhed ved Porsches nye modelvariant af Taycan er prisen: Den firehjulstrukne 4S-variant, som hidtil har været den billigste, har en fra-pris på 1.050.068 kr. Porsche sælger naturligvis modellen med halvt så mange motorer til færre penge.

Taycan har nu priser fra 749.900 kr., hvilket er hele 300.000 kr. lavere end 4S-varianten. Hvis du vil have Performancebatteri Plus med, så er merprisen 50.000 kr., og så starter din Porsche Taycan ved 799.900 kr.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...