Ja, tak! Vi griner hele banen rundt i den nye Porsche Cayman GTS

Porsche Cayman GTS giver fingeren til downsizing, og modtager en 4-liters boxersekser med 400 hk i stedet for den gamle 4-cylindrede, der lød som en VW Boble. Vi kører første test lige hér!

17. februar 2020 af Jacob Dalby

Første test af Porsche Cayman GTS 4,0

Hvor er vi?

Estoril-racerbanen er kendt som luksuriøs underholdningsdestination på den portugisiske riviera. Kommunen Cascais er en af de meste brugte destinationer for bilpræsentationer på denne årstid – mest fordi sandsynligheden for godt vejr er høj. I tilfældet her er det nok nærmere den teknisk svære racerbane Estoril, der lokker Porsche til. Den mindste køremaskine i Porsche's modelprogram, 718 Cayman og Boxster, er kendte for deres suveræne balance. Derfor skal de naturligvis vrides rundt på den lille racerbane.

Bil Magasinet var inviteret af Porsche.

Hvad er nyt i 718 GTS?

Porsche 718 GTS er tilbage med seks cylindre. Det gælder både den lukkede Cayman og den åbne Boxster med foldetag i stof. Den 6-cylindrede boxermotor på fire liter uden turbo, er den samme, som i 718 Spyder og GT4 men i en neddroslet udgave. I 718 GTS yder de seks cylindre 400 hk og 420 Nm – 50 hk mere end lillebror 718 S, der stadig kører med fire cylindre.

Køreoplevelsen er som vi kender den fra 718 med perfekt balance og et styretøj, der excellerer med præcision og feedback, som er svært at finde mage. Til gengæld kan tilføjelsen af to cylindre og den manglende turbo give udfordringer på små veje. Motoren skal nemlig holdes til ilden, helst med omkring 6.000 til 7.000 omdrejninger, for at yde. Læs meget mere om dét, i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Vidste du? Denne artikel er en stærkt forkortet udgave af den, du finder i næste nummer af Bil Magasinet. Vil du læse hele artiklen, må du bestille et abonnement, og det kan du gøre lige hér! 

Lydbilledet kan ingen dog tage fra den større motor og dét har vi savnet. Den lette rumlen i tomgang og skriget ved høje omdrejninger skabes blandt andet af sportsudstødningen, der er standard på GTS-varianten. Det samme gælder en kabine, med alcantara spredt ud over de steder, vi ser og holder om mest. Det giver en lækker fornemmelse af sport.

Hvem er konkurrenterne?

Det afhænger af, om du vælger 718 Cayman eller den åbne 718 Boxster. Blandt konkurrenterne finder vi dog både BMW M2 Competition med 410 hk og Audi TT RS med 400 hk. Men så er der også den franske finesse Alpine A110 og Toyota Supra, der begge lurer i kulissen. De er dog begge lidt nede på hestekræfter sammenlignet med 718 GTS.

Hvornår lanceres 718 GTS?

Nu! Du kan stryge direkte ned til din forhandler, eller på Porsche's danske hjemmeside lige hér, og skrive under på den nye 718 GTS 4,0 med seks cylindre. Prisen starter ved 1.518.022 kr. for Cayman GTS og 1.557.657 kr. for Boxster GTS.  

Læs mere om Porsche 718 GTS i næste nummer af Bil Magasinet. Køb et abonnement lige hér!

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...