Porsche Cayman 2,7
Biltest af Porsche Cayman 2,7 © bilmagasinet.dk

Porsche Cayman 2,7

Når mindre er bedre

19. december 2006 af Bilmagasinet

Af: Nikolaj Karlshøj & A. Hansen

En kastreret krokodille? Nej, en “basis”-Cayman er cool nok

En billig-udgave kan man ikke ligefrem kalde den, men de 700 færre kubik har nu alligevel skåret en ikke uvæsentlig femtedel af prisen på Cayman, og glemmer man de mindre 17” fælge, de sorte urskiver, spoileren under fronten og enkelt-udstødningen, er forskellene ikke til at se.

Kun den, som har fornøjet sig med den 50 heste stærkere Cayman S, vil mærke den lavere effekt i den nye basismodel, som ret så vigtigt også er 50 kg lettere. Ok, gearkassen kræver mere motion med kun fem gear i forhold til den sublime sekstrins transmission i S-udgaven, og for 47.412 kr. får du Cayman med en sports-pakke inkl. seks gear. Men, men, men… dels er Caymans fem gear stadig korte og stramme i vanlig Porsche-stil, dels er motion sundt, specielt når det foregår bag rattet i en Porsche. I undervogn og styretøj, som iøvrigt føles uændret, ligger nemlig masser af udfordringer.

Og på en trackday-racerbane skal du ud på de brede langsider for at tabe til S-udgavens 295 hk. Personligt synes jeg, at Cayman er langt mere nærværende end 911, og det skyldes ikke mindst den ekstra trange kabine og skraldet fra boxeren bag forsæderne. Med hensyn til lydmiljøet er det faktisk et plus, at man skal sparke lidt ekstra til den lille 2,7’er for at hente alle hestene ud af stalden. Med 6,1 sekunder fra 0-100 km/t. mod 5,4 i S-udgaven er der forskel, men du napper alligevel langt de fleste, og knap 260 km/t. rækker vel også til de flestes behov.

Praktisk er Cayman stadig med 410 liter bagagerum, svarende til 25 liter mere end i en femdørs Ford Focus, dog fordelt på to rum. Og så lige til sidst; en kollega mindede mig om, at Boxster S med samme 295 hk-motor som i Cayman S kun koster 100 kr. mere end vores hvide basis-Cayman. Jovist, men så kører du rundt i en topløs roadster og må undvære den fede, tætte profil og skarpe personlighed, som den lukkede Cayman indeholder.

En million er ikke mange penge for en Porsche nu om dage. Slet ikke, når man har sparet en kvart.

PORSCHE CAYMAN
Motor B6, 2.687 cm, 24V
Ydelse 245 hk ved 6.500 o/min
273 Nm ved 4.600 o/min
0-100 km/t. 6,1 sek.
Topfart 258 km/t.
Forbrug EU-miks 10,8 km/l
Årlig ejerafgift 5.000 kr.
Vægt/last 1.325 kg
Mål (L/B/H) 434/180/131 cm
Bagagerum 410 liter
Dæk for/bag 205/50ZR17-235/50ZR17
Værditab 3år/60.000 km ca. 350.000 kr. (35 pct.)
Reservedelsindeks 289
Pris 1.007.062 kr.
Pris u/afgifter ca. 375.000 kr.

VI SYNES…Cayman byder på lige så meget sjov som Cayman S, og du sparer en kvart mio. kr. Og
de 50 hk? Dem kan du sagtens undvære.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...