spionbilleder porsche rally 911 safari


© Automedia

Nu bliver Porsche 911 også højbenet - men det er ikke en dårlig ting

Den næste Porsche 911 kommer i en karrosseri-version med øget frihøjde - men ikke på den måde, som du måske tror

29. september 2022 af Frederik Hauschildt

Mød Porsche 911 Safari

Måske kan du huske de forskellige variationer af Porsche 911, som kørte Dakar i 80'erne og 90'erne. De bløde, ikoniske linjer blev løftet op på stylter og seriøse all-terrain-dæk, og det skabte både en visuel og køredynamisk synergi, der sjældent er set siden. Vi udforskede den i et nyt nummer af Bil Magasinet, og kan bekræfte: Det er fantastisk.

Noget tyder på, at også Porsche har genopdaget præcis hvor fede, de gamle rally-Porscher var: En ny serie af spionfotos sendt fra det kolde Nordsverige viser nemlig en højbenet Porsche 992 iført let kamuflage og dæk med større knopper end en fodboldstøvle.

spionbilleder porsche rally 911 safari
© Porsche

Turbotryk og klassisk vinge

Den nye version får det klassiske navn '911 Safari' og er en hilsen til den 911'er (set ovenfor), der kørte Paris-Dakar i 1980'erne. Med en 3,2-liters seksbenet sugemotor, der ydede cirka 225 hk til alle fire hjul, var den ikke imponerende efter nutidens standarder, men i datiden var det mere end rigeligt.

Hvor modelkode 953 blandt andet havde nedsat kompression for bedre at kunne sluge alt det dårlige benzin, man blev serveret mellem Paris og Dakar, har den nye et mere fintfølende system. Her er (at dømme efter udstødningsrørene) turbomotor og op til 640 hk at gøre godt med. 

Læs også: Test af Porsche 911 GT3 Touring.

spionbilleder porsche rally 911 safari
© Automedia

Porsche 992 får facelift

En anden nævneværdig ting ved den spottede 911 er, at den har fået et mindre facelift. Selv om kamuflagen er tungest omkring kofangerne, er det tydeligt at se, at de har ændret sig i forhold til de nuværende modeller. Derudover siger vores spioner, der har kigget nærmere på bilen, også, at kørelysene er ændret.

Hvad faceliftet ellers indebærer for modellen, og hvilke dele, der er unikke for Safari-modellen er endnu svært at sige. Det gælder også lanceringsdatoen af den såkaldte 992.2.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...