Biltest af Porsche 911 Carrera 4S
Biltest af Porsche 911 Carrera 4S© bilmagasinet.dk

Porsche 911 Carrera 4S

Hvem vil være millionær?

25. april 2002

Af: Thomas Wulff


Porsche 911 Carrera 4S ligner storesøster 911 Turbo med 420 hk, men der er millionen til forskel

MED 911 CARRERA 4S føjer Porsche endnu en valgmulighed til deres efterhånden omfattende 911-program. I forvejen findes Porsche 911 med baghjulstræk, firehjulstræk, som coupé, cabriolet eller targa og med turbo. Og netop turbo-modellen med 420 hk er 911 Carrera 4S’ nærmeste slægtning. Måske netop derfor er det svært at se pointen med 911 4S.

Og dog - på danske plader er der næsten en million kroner til forskel mellem 911 Carrera 4S og turbo-versionen. 911 4S ligner den rå og potente Turbo, men under det magtfulde ydre gemmer der sig en standard Carrera 4.

Det er da også de færreste forbipasserende, der i farten når at gennemskue forklædningen på min stålgrå Porsche. For ligesom 911 Turbo har 4S træk på alle fire hjul, turbo-versionens markante frontkofanger med de store sorte luftindtag, 18 tommer turbo-aluminiumsfælge med 4S logo samt den 60 mm bredere bagende. Kun de manglende indsugningshuller foran baghjulene, den almindelige Carrera hæk-spoiler og den røde refleks mellem baglygterne med det elegante 4S logo i titaniumfarve afslører, at det "kun" er en 911 med 320 hk, der rydder det trafikerede motorvejsstykke foran dig. Selv undervognen på 4S er baseret på storesøster 911 Turbo, hvilket betyder en 10 mm lavere ridehøjde, en øget sporvidde og bremser hentet fra turbo-hylden med tilhørende røde bremsekalibre. Alle modifikationerne betyder 50 kilos vægtforøgelse, men det ændrer ikke meget ved præstationerne. 911 4S er med 5,1 sekund kun 0,1 sekund langsommere fra 0-100 km/t, og topfarten er reduceret fra 285 til 280 km/t i forhold til Carrera 4.

Du må naturligvis leve uden de ekstra 100 hk, som 911 Turbo yder. I stedet kan du nyde den tørre raspende symfoni fra den sekscylindrede boxermotor unplugged. Skruet ned i det intime lædersæde er det nemlig stærkt vanedannende at sende omdrejningsnålen på overarbejde mellem 5.000 og 7.000 omdrejninger og ellers lade sig forføre af bilens fantastiske accelerationsevne og 3,6 liters boxermotor, der arbejder som et slagbor i et murstenshus.

Vores køretur fra Geneve til Stuttgart bød på en blanding af lange lige stræk på motorvejen og snoede sving med alperne tårnende i horisonten. Firehjulstrækket lægger du ikke rigtig mærke til, for med motoren placeret bagi griber 911’eren som superlim mellem fingerne. Undervognen på 911 4S gør en god figur på de velholdte schweiziske motorveje, hvor vi er enhver konkurrent overlegne, indtil en blå 911 Turbo begynder at blinke med lygterne. Op til 200 km/t holder vi den ivrige Turbo-ejer bag os, inden vi kapitulerer og trækker ind til siden, mens vi ruller sideruden ned for at høre vrælet fra den overhalende boxermotor. Med et hult whoooosss forsvinder den blå turbo i horisonten, og pointen med 911 Carrera 4S går op for mig: Med 4S får du det fede Turbo-look kombineret med den rigtige Porschelyd-det bedste fra to verdener - og så er jeg samtidig blevet millionær!

Porsche 911 Carrera 4S

Tekniske data: Motor: B6, 3.596 cm3, 24v. Ydelse: 320 hk ved 6.800 o/min. 370 Nm ved 4.250 o/min. 0-100 km/t: 5,1 sek. Topfart: 280 km/t. EU-mix: 8,8 km/l. Årlig ejerafgift: 7.500 kr.
Totaløkonomi: En Porsche 911 er ikke den værste superbil du kan eje når det gælder totaløkonomien. Efter tre år og 50.000 km. har den tabt 635.000 kr. (35 procent)
Reservedelsindeks: 296
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 1.515 kr.
40.000 km: 2.828 kr.
60.000 km: 1.515 kr.

Pris: 1.815.986 kr.

Vi synes...Sådan bliver du millionær…

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...