Ny Porsche 911 smider toppen

Porsche tyvstarter sommeren ved at lancere den spritnye 911 Cabriolet. Se alle billeder og detaljer her

9. januar 2019 af Mathias Brandt

Det er ikke mere end seks uger siden, at Porsche viste den nye 911 Coupé. Nu er de klar med den åbne cabriolet. Det er 37 år siden, at Porsche præsenterede prototypen på den første 911 Cabriolet på den internationale biludstilling (IAA) i Frankfurt. Siden da har den åbne 911-variant haft en fast plads i modelprogrammet. 

Lynhurtig kaleche 

Blandt de specifikke videreudviklinger til Cabriolet er et nyt hydraulisk system, som åbner og lukker kalechen hurtigere end tidligere. Den fuldautomatiske stofkaleche har en fast glasbagrude. I kalechestrukturen er der integreret flade magnesiumelementer – der effektivt forhindrer, at taget blæser op ved høje hastigheder. 

Kalechen kan åbnes og lukkes op til en hastighed på maks. 50 km/h. Det nye hydrauliske system til taget reducerer åbningstiden til ca. 12 sek., og en elektrisk udkørlig vindafviser reducerer vinden i nakkeområdet.

Motoren i nye 911 Cabriolet

911 Cabriolet starter som Carrera S med baghjulstræk og som 4S med firehjulstræk. Begge modeller er udstyret med den trykladede 6-cylindrede boxermotor med en slagvolumen på 2.981 cm³ og en ydelse på 450 hk ved 6.500 omdr./min. og et drejningsmoment på 530 Nm. 

En forbedret indsprøjtningsproces og andre optimeringstiltag som for eksempel en ny turbolader og ladeluftkøler øger virkningsgraden og reducerer emissionerne. Som i 911 Coupe er gearkassen en nyudviklet 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse. 

Carrera S accelererer fra 0-100 km/h på 3,9 sek. (med Sport Chrono-pakke som ekstraudstyr: 3,7 sek.), og tophastigheden er 306 km/h. Carrera 4S har en tophastighed på 304 km/h, og den accelererer fra 0-100 km/h på 3,8 sek. (med Sport Chrono-pakke som ekstraudstyr: 3,6 sek.).

For første gang tilbydes sportsundervognen Porsche Active Suspension Management (PASM) til 911 Cabriolet. I den forbindelse er fjedrene kortere og hårdere, tværstabilisatorerne på for- og bagakslen er stivere, og undervognen er sænket 10 mm. 

Inspireret af de gamle 911’ere

Den nye 911 Cabriolet fremstår bredere og mere muskuløs end den forrige 911. Over de store hjul med en diameter på 20” foran og 21” bagpå hvælver sig bredere hjulkasser. De baghjulstrukne modeller får dermed samme bredde, som normalt har været forbeholdt de firehjulstrukne modeller.

Bilens bagende er blevet 44 mm bredere. Den forreste del af bilen, som generelt er blevet 45 mm bredere, viderefører et traditionelt tema fra tidligere 911-generationer: 

Mere sikkerhed og komfort

Som en verdensnyhed har Porsche udviklet ‘Wet Mode’, som er standardudstyr. Funktionen registrerer vand på vejen og tilpasser systemerne efter forholdene. Advarsels- og bremseassistenten, som også er standardudstyr, registrerer ved hjælp af et kamera risikoen for kollisioner med køretøjer, fodgængere og cyklister, og systemet indleder om nødvendigt en advarsel eller en nødopbremsning. En parkeringsassistent inklusive bakkamera supplerer standardudstyret i Cabriolet. Som ekstraudstyr til 911’eren fås natsynsassistent med infrarødt kamera, adaptiv fartpilot med automatisk afstandsregulering, stop&Go-funktion og reversibel passagerbeskyttelse.

Priser Porsche 911 Cabriolet

Carrera S Cabriolet: 2.540.455 kr. inkl. afgift, moms og levering

Carrera 4S Cabriolet: 2.691.547 kr. inkl. afgift, moms og levering

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.