Porsche 718 Cayman GT4 gul

Vi har sagt det før, men DET HER er altså den bedste Porsche nogensinde!

Redaktionens Anders Richter elsker Porsche og efter en tur i den nye 718 Cayman GT4 er han håbløst forelsket – igen! Få her hans 9 grunde til, hvorfor alle burde eje dette køretøj.

29. juni 2020 af Anders Richter

Velkommen til Porsche 718 Cayman GT4

En ny generation af Porsche 718 Cayman GT4 er præsenteret, og det er en af de modeller, Bil Magasinets redaktion elsker at køre. Vi har tidligere prøvet modellens lillebror, 718 Cayman GTS, som du kan læse mere om hér, og nu er turen så kommet til GT4, som kommer med en stribe nyheder:

  • Motoren er vokset til 4,0 liter
  • 50 pct. mere downforce
  • Redesignet udstødning
  • Effekten er vokset til 420 hk (35 hk mere end før)
  • Topfarten er nu 304 km/t

Redaktionens Anders Richter elsker alt, hvad der står Porsche på, så vi stak ham nøglerne, så han kunne finde ud af, hvad der er op og ned med den nye Porsche 718 Cayman GT4?

Porsche 718 Cayman GT4 gul

1 | Centermotor er det eneste rigtige

Siden 1963 har Porsche bevist overfor resten af verden at hækmotor ikke er så dum en konstruktion, som man skulle tro. Og jeg indrømmer gerne, at de er kommet meget langt. Kør en ny Porsche 911, og du mærker hvor fin en konstruktion det faktisk er. Problemet er bare, at når først du har prøvet en Cayman, finder du ud af, at den er endnu federe.

Balancen er fantastisk i den nye 718 Cayman GT4, og det er en af de få biler, som man "tager på" og straks bliver ét med. Styretøjet er eminent, og den perfekte vægtfordeling giver den bare nogle andre muligheder end en 911. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

2 | 718 Cayman GT4 fås med brandslukker

Ja, ok. Det er måske en ligegyldigt detalje for de fleste, men en 718 Cayman GT4 fås med en Club Sport-pakke, som bl.a. giver dig en brandslukker og et bur. Og hvad skal du bruge det til? Ingenting, hvis du bare bruger bilen til søndagsture. Men hvis du bruger dine weekender på at køre trackdays er det fedt, at kunne tilkøbe dette udstyr, som øger sikkerheden, når du kører på bane. 

Club Sport-pakken koster 77.725 kr. og giver dig samtidig også et sæt racerseler. Du skal dog også bruge den normale 3-punktssele samtidig, ellers bipper selealarmen konstant. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

3 | Cayman GT4 giver dig lyst til at køre

Hvis billedet nedenunder ikke bare giver dig lyst til at køre, så må der være noget galt med dit bilhjerte. Porsche 718 Cayman GT4 er en af de få biler, som bare frister dig med at køre en omvej på vej hjem fra arbejde. Det er samtidig også en af de biler, som din bedre halvdel også kan blive pænt træt af mest fordi, at alle ture pludselig kommer til at tage dobbelt eller tre gange så lang tid. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

4 | Hold nu k... den kører godt!?!

Når du så har kørt en aftentur, så kig lige på dig selv, og se dit udtryk. Billedet nedenunder er et selvportræt, efter at jeg selv kørte en aftentur i den nye Porsche 718 Cayman GT4 for hold nu k... hvor er den fantastisk. 

De 420 hk, som motoren er opgraderet til (den gamle GT4 havde 35 hk mindre) kan faktisk godt mærkes. Og fordi det stadig (og heldigvis for det da) er en sugemotor, skal den prygles ud af skalaen for at præstere sig fulde. 

I de større Porsche'er er det svært at udnytte dem på offentlige landeveje, hvor hastigheden hurtigt bliver for vild. I 718 Cayman GT4 er effekten lige tilpas til, at du kan have det sjovt, uden at frygte en tur i brummen. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

5 | 718 Cayman GT4 har stadig en fed sugemotor

Og ja, den sugemotor kan godt få sit helt eget afsnit i denne artikel. Den er på 4,0 liter, men den har faktisk ikke noget at gøre med den motor, der lå i Porsche 911 GT3 som tilfældigvis har samme slagvolumen.

De 420 hk gør Cayman GT4 i stand til at ramme 100 km/t på kun 4,4 sekunder, men det vigtigste er, at den nu er i stand til at krydse den magiske grænse ved 300 km/t. Faktisk er det først ved 304 km/t, at den må hejse det hvide flag. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

6 | Praktisk er 718 Cayman GT4 også – sådan da...

Du har ingen bagsæder i Cayman, så i forhold til storebror 911, er den ikke så praktisk lige på det punkt. Til gengæld har du stadig 425 liter bagageplads, som er fordelt på et bagagerum i snuden og et bagi. 

Og hvis du medbringer, lad os sige et æble til eksempel, vil du være glad for, at du har firepunktsselerne, du kan spænde det fast med.....

Porsche 718 Cayman GT4 gul

7 | Sæderne i 718 Cayman GT4 er så fede!

Køber du en standard 718 Cayman GT4, som koster den nette sum af 1.798.387 kr. (shit det er mange penge!!!) får du et sæt komfortable standardsæder, som er perfekte til langturene. Men du har også muligheden for at tilkøbe et sæt letvægtssportssæder i kulfiber. 

Ja, de koster 105.992 kr. ekstra, men hvis du kører meget trackday, kan de vise sig at være pengene værd, og de er et must, hvis du vælger Club Sport-pakken, jeg talte om tidligere.

Isoleret set er det mange penge, men regn med, at du også kan få lidt mere for din Porsche 718 Cayman GT4, når du sælger den igen som brugt. 

Porsche 718 Cayman GT4 gul

8 | 718 Cayman GT4 fås med keramiske skiver

En anden hundedyr ekstraudstyrsdetalje er de keramiske skiver, som koster (hold nu fast!) 156.600 kr. ekstra. De har 2 fordele: De fader aldrig, når du kører hård banekørsel, og de sviner ikke med bremsestøv. 

Er du ligeglad med de to ting, kan du sagtens undvære dem, men derfor kan vi jo godt lige nyde, hvor fede de er at kigge på, og ikke mindst hvordan de bremser maksimalt igen, og igen, og igen, og igen...

9 | Har du pengene så køb den!

Efter min mening er dette den bedste og sjoveste Porsche på markedet lige nu. 718 Cayman GT4 har den helt rette størrelse, en tilpas mængde kræfter og så kører den bare fabelagtigt. Vil du læse en mere uddybende test om den, så start dit abonnement på Bil Magasinet i dag, hvor den kommer til at medvirke i en større test snart. Det kan du gøre ved at klikke hér!

Porsche 718 Cayman GT4 | Specs

  • Pris m. levering: 1.801.082 kr.
  • Motor 4,0 liter sugemotor
  • Effekt 420 hk, 420 Nm
  • Topfart 304 km/t
  • Dæk for: 245/35R20 bag: 295/30R20
  • 0-100 km/t 4,4 sekunder
  • Vægt 1.495 kg
  • L/B/H 446/180/127 cm

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...