© Daniel Wollstein

Ny Porsche 911 Carrera S rammer 100 km/t på 3,5 sek.

Ottende generation Porsche 911 er svimlende hurtig og udstyret med teknologi, der gør den til en endnu bedre hverdagssportsvogn. Læs førstehåndsindtryk af og få prisen på den nye Carrera S her.

26. januar 2019 af Søren Juul

Hvor er vi? 

Vi har forladt kulde, mørke og glatte veje i Danmark til fordel for 19 graders solskin og knastør asfalt omkring Valencia. Her skal vi teste den nye 911'er på snørklede bjergveje og med fuld gas på racerbanen Ricardo Tormo Circuit. 

Porsche 911 Carrera S bilmagasinet
© Daniel Wollstein

Hvad er nyt på ottende generation 911? Den ligner jo den gamle...

På billeder kan det være svært at se den store forskel, men du er ikke i tvivl om at der er tale om en ny bil, når de to generationer holder side om side. Den nye 911 ser mere muskuløs ud med sine bredere skærme og frontklappen går helt ned til forkofangeren, som en designhilsen til den allerførste 911 fra 1963.

Forlygterne er også blevet runde i stedet for ellipseformede og baglygterne sidder i et smalt LED-bånd, der breder sig over hele bagenden.  Modellen er vokset 2 cm i længden og har fået 45 mm større sporvidde foran. Og så er det slut med at de firehjulstrukne 911'ere udstyres med bredere karrosseri.  Alle 911'ere i den nye generation har samme karrosseri, som er blevet 12 kg lettere ved at bruge mere aluminium i stedet for stål. Den samlede vægt er i øvrigt steget med omkring 50 kg. 

© Daniel Wollstein

Så den nye Porsche 911 er blevet lidt tyk?

Nej! Den lille mervægt skyldes dels, at 911'eren er vokset lidt i størrelse, men også at motoren nu er udstyret med et partikelfilter, som alene vejer 15 kg. Derudover er den gamle 7-trins dobbeltkoblinggearkasse afløst af en ny og lidt tungere 8-trins gearkasse. Som kompensation for de ekstra kilo har tyskerne proppet 30 ekstra heste ned i motorrummet, hvor en kraftigt optimeret 3,0 liters 6-cylindret boksermotor med biturbo yder 450 hk og 530 Nm. 

Er der ændret på chassis og kabine?

Den ekstra sporvidde foran kommer sammen med et hurtigere styretøj. Som noget nyt kan du bestille din Carrera S med medstyrende baghjul, der øger bilens adræthed i sving og gør den mere stabil ved højere hastigheder. 

Der er sket store ting og sager i kabinen. Du sidder lidt lavere i sædet og har udsyn til en stor, analog omdrejningstæller, men den er nu flankeret af et arsenal af digitale TFT-skærme.

Samtidig har Porsche luget ud i knapperne på midterkonsollen, som nu er flyttet op på den store tablet-agtige skærm til infotainmentsystemet, som kendes fra andre Porsche-modeller.
  
Det får den nye 911'er til at føles moderne og højteknologisk, men det var umiddelbart lidt nemmere at finde knapperne til f.eks. sportsudstødningen og undervognen i den forrige generation.  

© Daniel Wollstein

Kan den flytte sig?

Den er psykopat-hurtig. En baghjulstrukken 911 Carrera S udstyret med Sport Chrono pakke rammer 100 km/t på bare 3,5 sek. - det er altså kun en tiendedel langsommere end en 911 Turbo fra 2009. Standard bruger den 3,7 sek. på at nå 100 km/t, hvilket er 0,4 sek. hurtigere end forrige generation. Topfarten er samtidig vokset fra 306 til 308 km/t. 

Porsche har ikke kun forbedret accelerationen, men også gjort bilen mere alsidig at køre. Den er mere komfortabel når der cruises, lettere at køre til og over skridgrænsen og skarpere, når den skal præstere på en snoet vej. Vi får en halv time på en racerbane i hælene på en instruktør i Porsche 991 GT3 RS. Carrera S hænger imponerende godt på den hardcore trackday-specialist, selvom Carrera S hører til i bunden af 911-programmet. 


Vi prøver den også den nye 911 på glatbane, hvor en anden teknologisk nyhed viser sit værd. Bilen kan udstyres med mikrofoner i hjulkasserne, som lytter efter lyden af vand på vejbanen. Herefter foreslår bilen chaufføren at aktivere det nye "wet-mode" køreprogram, som stækker bilens præstationer, men gør den nærmest idiotsikker at køre på glat vej. 

Porsche selv har i øvrigt høvlet 5 sek. af omgangstiden for Carrera S på Nürburgring, som den nu ekspederer på 7 minutter og 25 sekunder. 

Hvem er konkurrenterne og hvad skal den koste?

Porsche 911 Carrera S koster fra 2.258.890 kr. - og skal du have den firehjulstrukne 4S starter prisen ved 2.414.560 kr. Som alternativ kan du jo overveje en Mercedes-AMG GT Coupé, den nye Audi R8 V10 eller måske en Aston Martin Vantage. 

Der er dansk forhandlerpremiere 17. marts. Læs den uddybende test i et kommende nummer af Bil Magasinet. 

Ved testen udstillede Porsche også den nye 911 Cabriolet, som får premiere i løbet af foråret. 

© Bil Magasinet

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.