Nicki Thiim vinder Porsche Super Cup

Bedste sæson for dansk motorsport nogensinde: Søndag vandt Thiim den prestigefyldte Porsche Cup

4. november 2013 af Bil Magasinet

Nicki Thiim vandt søndag det samlede mesterskab i Porsche Mobil 1 Super Cup 2013, efter sejre i begge løb i sidste runde af serien. Det skete på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi. Sønderjyden bliver dermed første danske vinder af det prestigefyldte mesterskab, og i tilgift vandt Michael Christensen titlen som bedste ”rookie” (førsteårs kører). Sjællænderen sluttede på en samlet sjetteplads i mesterskabet.

”Det har været en positiv sæson og rookie-titlen er kronen på værket,” siger Michael fra Abu Dhabi. ”Det var ærgeligt at vi manglede farten her i de sidste løb i Abu Dhabi, men overordnet er jeg tilfreds. Nu er jeg spændt på hvilke udfordringer 2014 byder på!”

Det er første gang danske kørere kommer helt til tops i mesterskabet, der har været afviklet siden 1993. Tidligere har kørere som Jan Magnussen og Jason Watt deltaget i Porsche Mobil 1 Supercup som gæstekørere.

Thiim (24 år) og Christensen (23 år) fortsætter dermed et bemærkelsesværdigt år for dansk bilsport, der foreløbig har bragt den 9. Le Mans sejr til Tom Kristensen (MNJ), den samlede sejr i World Series by Renault til Kevin Magnussen (DARC) og den samlede sejr i American Le Mans GT til Jan Magnussen (DARC).

I tilgift fører Tom Kristensen sammen med sine holdkammerater i kampen om VM for langdistanceløb, og Nicklas Nielsen (GGK) er kandidat til VM i karting. I rallycross har Ulrik Linnemann (MNJ) sikret EM-bronze i klassen Super 1600. Hertil kommer en række topresultater i mindre løbsserier.

Nicki Thiim er søn af racerlegenden Kurt Thiim, der selv bl.a. har vundet det tyske mesterskab i Formel 3 og DTM.

Porsche Mobil 1 Supercup er verdens mest prestigefyldte mærkeklasse, der i 20 år har været afviklet som supportklasse til formel 1-grandprix´er overalt i verden.

PORSCHE MOBIL 1 SUPERCUP 2013 - RESULTAT

9. afdeling - Yas Marina (Abu Dhabi) 3. november:

1) NICKI THIIM (DEN)

2) Kevin Estre (FRA) - 6,2s. efter

3) Jeroen Bleekemolen (NL) - 8,0s. efter

7) MICHAEL CHRISTENSEN (DEN) - 12,8s. efter

 

SLUTSTILLINGEN I PORSCHE MOBIL 1 SUPERCUP 2013

Generelt:

1) NICKI THIIM (DEN) - 140 point

2) Sean Edwards (GBR) - 118

3) Kevin Estre (FRA) - 117

4) Michael Ammermüller (DEU) - 115

5) Kuba Giermaziak (POL) - 115

6) MICHAEL CHRISTENSEN (DEN) - 95

 

Rookie-klassen:

1) MICHAEL CHRISTENSEN (DEN) - 95 point

2) Klaus Bachler (AUT) - 73

3) Ben Barker (GBR) - 66

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.