Kopi-reservedele er et stort problem for Porsche

Selv om du har købt en reservedel med et Porsche-logo, kan du ikke altid være sikker på, at det er et Porsche-produkt. De kopieres nemlig i stor stil

8. august 2019 af Mathias Brandt


Piratkopiering er et stort problem verden over. Gang på gang bliver produkter kopieret, og det gælder også for Porsche. De har oplevet en eksplosiv stigning i kopiering af deres produkter og anslår, at 80 pct. af de kopierede produkter stammer fra Kina.

Det er ikke bare Porsche-merchandise og -tilbehør, der kopieres. Det sker også for reservedele til Porsche’s biler, der sælges som originale dele. Dette sker primært via Ebay, Amazon og Alibaba, hvilket kan gøre det vanskeligt at spore gerningsmanden. Derfor har Porsche ansat tre specialister, hvis eneste formål er at finde frem til piratkopister, der kopierer Porsche-produkter.

Det kan dog være en ret svær opgave at fange det hele.

“For 10 år siden kunne man beslaglægge hele containere med kopiprodukter i Hamborg havn. I dag sendes mange af produkterne i små pakker via posten, hvilket betyder, at man sjældent beslaglægger store partier idag” forklarer Michaela Stoiber, som er Porsche kopi-agent. 

Alt fra baglygter til potensbiller

Sidste år lykkedes det at spore og konfiskere over 200.000 Porsche-kopiprodukter. Produkterne har en anslået værdi på omkring 60 mio. euro eller hvad der svarer til næsten 450 mio. kroner.

Ud af de mange konfiskerede produkter var 33.000 af dem kopi-reservedele. Der er ikke grænser for, hvad der kan kopieres. Hvad med en baglygte til en Porsche Panamara, eller en Viagra-pille med Porsche-logo?

Generelt oplever Porsche at markedet for kopi-reservedele er vokset de seneste år. Det kan være alt fra luft- og benzinfilter, fælge og airbags til bremser. Og specielt sidstnævnte kan blive rigtig farligt, fordi disse produkter på ingen måde er sikkerhedstestet. Derfor er der ingen garanti for, at de virker.

Sådan kan du spotte et kopiprodukt:

  • Når noget er for billigt til at være sandt, så er det ofte et tegn på, at du har fat i et kopiprodukt.
  • Pitatkopisterne har svært at at kopiere logoet, som ofte er udført i ringe kvalitet.
  • Kig efter logoet. Et forsøg på at omgå ophavsreglerne er for eksempel, at en stejlende hest i logoet er udskiftet med en stejlende ged eller et andet firbenet dyr (!).
  • Tjek for stavefejl på emballagen.  

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.