Porsche 911 i fart, rundkørsel
© Bil Magasinet

Kør Porsche på dansk abonnement

Vælg mellem en Porsche 911 den ene dag og en VW Up den næste. Det er muligt via et nyt dansk koncept – og det er ikke så dyrt, som man skulle tro

21. marts 2018 af Mathias Brandt

Behovet for at eje en bil bliver mindre og mindre, og flere danskere vil hellere betale lidt mere, for at have en større frihed og ingen forpligtelser. 

Her kommer korttidsleasing og de såkaldte bilabonnementer ind i billedet. Der findes allerede flere bilabonnementsløsninger på markedet. Blandt andet har Peugeot haft succes med det. Nu melder en ny og stor spiller sig på banen med en endnu mere felksibel løsning.

Dribe hedder firmaet, som indehaves af Danmarks største bilimportør, Semler, der står for importen af Volkswagen, Skoda, Audi, Seat, Porsche, Bentley, Lotus og Lamborghini. Det er hele denne palet af biler, som nu kan lejes.

”Det skal være slut med at være bundet til sin bil. Moderne forbrugere har brug for fleksibilitet og frihed, og deres kørselsbehov ændrer sig oftere end før. Derfor giver Dribe både adgang til et bredt udvalg af biler og frihed til at skifte, når dit behov ændrer sig, eller hvis du har brug for en speciel bil til særlige lejligheder,” siger Lars Eegholm, der er adm. direktør i Dribe.

Lars Eegholm, direktør for Dribe

Lars Eegholm, direktør for Dribe

© Dribe

Færre vil eje deres bil i fremtiden

Abonnementet giver desuden adgang til et ekstra køretøj til særlige lejligheder – et såkaldt Special Ride – som kan lejes i en kortere periode. Det kan for eksempel være en 7-personers bil til familieudflugten eller en cabriolet til sommerferien.

Dribe følger dermed med den nye tendens, hvor færre bilister ønsker at eje deres egen bil. 

En ny analyse fra konsulenthuset KPMG blandt 2.100 bilister fra hele verden viser, at 55 pct. af alle bilejere ville skaffe sig af med deres bil, hvis en deleordning eller tilsvarende service kan tilbyde samme transporttilgængelighed.

”Tidligere var det vigtigt for danskerne at have egen bil, men i fremtiden bliver det vigtigere at have adgang til netop den transport, der opfylder dit behov nu og her. 

Den bil, du har brug for i dag, er ikke nødvendigvis den, du har brug for om et halvt år – eller i næste weekend for den sags skyld. Den fleksibilitet tilbyder Dribe, og vi tror på, at vores løsning har et kæmpe potentiale,” siger Lars Eegholm.

Bilforretning

Ind tid videre kan Dribe-abonnenter kun bytte bil i Gladsaxe. Men Dribe kommer med flere bytte-punkter, blandt andet i Odense og Aarhus, senere i år.

© Dribe

Dribe eller leasing?

Hvis du for eksempel har set dig lun på en VW Golf 1,5 TSI, så skal du som basispris betale 3.899 kr. men dette er uden medlemsskabet på 499 kr. for 30 dage. Med det lagt sammen er prisen 4.398 kr. Men for overhoved at blive medlem kræver det, at du binder dig for minimum seks måneder. Så hvis du lægger dette regnestykke sammen, ender mindsteprisen for en VW Golf 1,5 TSI på 6.893 kr. for én måned. Men så slipper du også for at tænke på forsikringer, vægtafgift og vedligeholdelse.

Men hvis du står og kun skal bruge en bil i én måned, kan det nye bilabonnement næppe betale sig. Dribe er i højere grad for folk, der ønsker frihed og fleksibilitet og det koster en smule ekstra. 

Valgte du i stedet for at lease en VW Golf 1,5 TSI over 36 måneder ville regnestykket inklusiv grøn ejerafgift, forsikring, førstegangsydelse og leasingydelse ende på 4.665,95 kr. pr måned, hvilket vil sige, at løsningen med bilabonnement faktisk er billigere, hvis man ser det over en lejeperiode på minimum seks måneder. Du skal dog være opmærksom på, at rygning og dyr ikke er tilladt i en Dribe-bil. 

Leasingeksempel

  • Leasingydelse: 3.649 kr. pr. måned
  • Førstegangsydelse: 138,9 kr. pr måned
  • Grøn ejerafgift: 90,8 kr. pr måned
  • Forsikring: 787,25 kr. pr måned.
  • Samlet pris pr måned: 4.665,95 kr. 

I denne pris medregnes ikke dækskifte og vinterdæk, som er inkluderet i prisen for en Dribe-bil

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...