Længe leve Porsche Design
Porsche Design, som er Porsche's designstudie til alt andet end biler, er i år netop 50 år gammelt. Det skete nemlig i 1972, at Ferdinand Porsche stiftede det unikke designstudie.
For at fejre dette produceres 750 eksemplarer af en unik, sort Porsche 911 Targa 4 GTS. Udover bilerne, præsenteres også en nøje restaureret Porsche 911 Targa i samme udsmykning. Begge biler udstilles i den særudstilling, der også udfoldes i Porsche's museum i Stuttgart.

Sort på sort
Farvevalget kan måske synes lidt mærkeligt: Sort er ikke en udpræget fejringsfarve. Men kender du baggrunden, så giver det stjernegod mening.
Hr. Porsches første produkt foruden kampvogne, traktorer og biler var nemlig efter sigende et ur - verdens første sorte kronograf. Det var også Porsche Design's første produkt.

Lynhurtig fødselsdagsfejring
Porsche 911 Targa 4 GTS er heller ikke noget at grine af. Formentligt når du ikke at se de 50-års-badges, som specialvarianten er udstyret med, hvis den drøner forbi. Den er udstyret med 480 hk, trækker på alle fire poter og drøner til 100 km/t på bare 3,5 sekunder.
Er du heldig nok til at kunne erhverve dig én af de 750 specialproducerede modeller, får du automatisk monteret Sport Chrono-pakken, såvel som adgang til at købe Porsche-uret Chrono 1 - 1972 Edition.
Specialvarianten koster fra 3.649.900 kr.