
De fleste har sikkert prøvet at manøvrere en bil gennem snestormslignende tilstande og det kan være en udfordring selv med forhjulstræk og påmonteret vinterdæk.
Tilbage i 1988 udstyrede Porsche for første gang en af deres biler med firehjulstræk. Bilen var en 911 Carrera 4, og for at markere 30-års jubilæet for deres introduktion af firehjulstræk har Porsche lavet en video, der demonstrerer hvor sindsygt effektivt firehjulstræk kan være.
Den tyske sportsvognsproducent har fundet det tunge skyts frem og hentet en 911 Turbo S med 580 hk ind til opgaven, som helt enkelt går ud på at køre op ad en skibakke.
Videoen er optaget i Skotland på Glenshee Ski Center og her ser vi først nogle folk løbe på ski og panorerende billeder ud over landskabet, men så dukker bagenden fra en 911 Turbo S op.

Firehjulstrækket fra Porsche gør i denne 911 Turbo S brug af et snedigt system kaldet PTM ( Porsche Traction Management), som ved hjælp af en elektromagnetisk kobling fordeler trækkraften mellem akslerne. Det er en proces, der tager 0,1 sekund. Systemet arbejder sammen med Porsche´s stabilitetssystem (PSM) som aflæser accelerations og styringsrespons. Det griber så ind og sørger for tilstrækkeligt vejgreb, når det bliver nødvendigt.
Det er nok de færreste Porscheejere, der vil udsætte deres bil for en tur på skibakken, men det er ikke desto mindre imponerende, at det overhovedet kan lade sig gøre. De 580 hk, som den 6-cylindrede 3,8-liters boxermotor sparker af sted, hører dog mere hjemme på autobahn eller racerbane end en skipiste.
