Første tur i den nye Porsche Macan GTS som er en SUV, der kører formidabelt

Sportslige køreegenskaber i en SUV er noget af en sjældenhed, men i den nye Porsche Macan GTS går disse to egenskaber op i en højere enhed. Vi sender vores mand til Portugal for at prøve kræfter med den.

25. februar 2020 af Jacob Dalby

Hvor er vi?

Omkring fire timers flyvning fra København ligger Portugals hovedstad, Lissabon. Her er vi så langt væk fra regn og blæst – indenfor Europas grænser – som overhovedet muligt. Kør mod vest, og du kommer til den portugisiske riviera i kommunen Cascais. På vejene omkring den luksuriøse underholdningsdestination kører vi de første kilometer i den nye Porsche Macan GTS.

Bil Magasinet var inviteret til Portugal af Porsche

Hvad er nyt i Porsche Macan GTS?

GTS er seneste variant af den nye Porsche Macan. GTS-begrebet sidder kun på de mest sportslige varianter i Porsche's modelprogram og betyder først og fremmest dynamiske køreegenskaber. Ikke mindst i Macan, der kommer med 15 mm sænket undervogn. Undervognen er samtidig aktiv og med til at gøre Macan til en af de mest sportslige og bedst kørende i klassen af SUV’er. 

Det tunge styretøj, stabiliteten og en adræt lethed igennem en hurtig svingkombination er med til at gøre Macan til en vinder, når vejen slår knuder. Læs mere om køreegenskaberne i næste nummer af Bil Magasinet, husk at du kan købe et abonnement lige hér! Macan GTS kan være årsag til meget store smil.

Hvilken motor er det?

Motoren i Macan GTS er den samme 2,9-liters V6, som vi kender fra Macan Turbo. I GTS-varianten er motoren neddroslet en smule til 380 hk, 20 hk mere end forgængeren, hvor den i Macan Turbo yder vilde 440 hk. Det giver en ret kvik 0-100 km/t-sprint på 4,9 sekunder og 11,6 sekunder til 160 km/t.

Udenpå kendes GTS-varianten på 20” fælge, sorte detaljer hen langs siden og i forlygterne samt det mørktonede glas på baglygterne. Indenfor er det nubrede Alcantara-indtræk dominerende fra gearstang og rat til beklædning af instrumentbordet og loftet. Og så er der naturligvis nænsomt spredt GTS-emblemer rundt i kabinen også. 

Vil du selv prøve at specificere en Macan GTS, kan det gøres på Porsche's danske hjemmeside lige hér...

Hvem er konkurrenterne?

Der er ikke rigtigt nogen i klassen, der når køreegenskaberne i Macan GTS til sokkeholderne. Er du på udkig efter et billigere og mere komfortabelt alternativ er Audi SQ5, som Macan deler platform med, en mulighed. Og så alligevel ikke, for Audi SQ5 i Danmark fås udelukkende med dieselmotor. BMW X4 M40i har også skarpe køreegenskaber, 354 hk og en startpris på knap 1.200.000 kr. mod de godt 1.400.00 kr. og 380 hk i Macan GTS.

Hvornår lanceres Porsche Macan GTS?

Den nye Macan GTS er på gaden nu med en startpris på godt 1,4 millioner kroner. Meget udstyr er standard, men forventer du at tage din SUV med på bane (i så fald forstår vi dig faktisk godt i tilfældet her) er det værd at investere i keramiske bremser. Det er kun en mindre udskrivning på 160.000 kr. – men så er caliprene også farvet gule.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...