Få en omgang med Porsche's danske racerkører

23-årige Michael Christensen er officiel juniorkører for Porsche og kan blive mærkets trumfkort i Le Mans 2014

11. oktober 2013 af Thomas W. Brixen

Tom K, Jan Magnussen, Casper Elgaard og John Nielsen er kendt af alle biltosser. Vi ved også, at Kevin Magnussen og Marco Sørensen er to af de nye stjerner, der står på spring for at vælte Vettel og Alonso af F1-tronen. Det kommer til at ske indenfor få år, hvor sindsygt det end lyder.

De mest inkarnerede motorsportsfans ved også, at unge Dennis Lind tog DTC-mesterskabet i den danske kongeklasse i år - og kørte tre af veteranerne agterud, omend gamle hr. Nielsen kun lå en halv billængde efter lige til det sidste.

Men få ved, at to unge danskere kører med i den absolutte top, når det gælder international motorsport. Ja ikke bare kører med, men vinder og kæmper om de øverste trin i Porsche Mobil 1 Super Cup-mesterskabet. Danske Nicki Thiim ligger toer og Michael Christensen, Porsche’s officielle junior-kører, er nummer fire inden sidste afdeling i Abu Dhabi.

Bil Magasinet mødte sidstnævnte en eftermiddag på Sturup Raceway til en snak om fremtiden for den unge racer-komet. Michael satser på at følge i hjulsporene på Tom K og arbejder hårdt på at køre Le Mans til næste år. Han kørte med i 24-timers løbet på Nürburgring tidligere i år - og i næste weekend kører han med i Petit Le Mans-løbet i USA for CORE Autosport, naturligvis i en Porsche. Han bliver en spændende mand at følge eftersom Porsche jo som bekendt træder helhjertet ind i Le Mans til næste år. Går alt efter planen kan Michael Christensen meget vel sidde bag rattet af Porsche’s ypperste racerbil indenfor 1-2 år - og således kæmpe skærmkant mod skærmkant med legenden Tom K.

Om han kan køre bil? Ehrrmmm… vi fik en temmelig hurtig omgang i en Porsche 911 GT3 RS på Sturup Raceway. Se med her:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...