Der er gået 30 år siden Porsche præsenterede konceptbilen, der blev til den vævre lille roadster ved navn Boxster. I 2016 fik den tilføjet 718 til sit navn – og snart er det helt slut. I hvert fald med at køre på benzin, med en boxermotor i ryggen og blå himmel over hovedet.

Snuden er hapset fra Cayman GT4 RS – komplet med NACA-indtag i kulfiber-frontklappen og gæller i forskærmene.
© PorscheFemte generation af roadsteren bliver nemlig elektrisk og kommer senest i 2025. Men først indkalder fabrikken til et brag af en afskedsfest for den benzinfodrede variant, der nu får lov til at gå planken ud hos den rabiate Rennsport-afdeling – præcis som coupé-tvillingen Cayman gjorde sidste år. Topvarianten i Boxster-serien, der egentlig hedder Spyder, indfrier nu sit fulde fartpotentiale.
Verdens bedste sugemotor er standard
Porsche 718 Spyder RS stiller med den eftertragtede 4,0 liters 6-cylindrede boxermotor, der lever højt på omdrejninger i stedet for trykladning eller eltilskud.
Samme motor finder du i 911 GT3, såvel som 911 GT3 Cup racerbilen. I 718 Spyder RS er effekten 500 heste, som sendes på arbejde gennem en 7-trins close-ratio PDK-gearkasse til baghjulene.
0-100 km/t klares på på 3,4 sekunder, mens topfarten er 308 km/t.
Til sammenligning med den hidtidige topvariant, 718 Spyder, er det et plus på 80 hk i motorrummet, et minus på 0,5 sekund på accelerationstiden og et plus på 8 km/t til topfart.

Porsche skruer op for downforcen med en større "ducktail" hækvinge – sammenlignet med den hidtidige topvariant, 718 Spyder.
© PorscheVild undervogn optimeret til gadebrug
Roadsteren er groft sagt en topløs variant af den barske 718 Cayman GT4 RS, der blev præsenteret i slutningen af 2021. Drivlinen er den samme – og undervognen deler komponenter – men i højere grad afstemt til at fornøje på landevejen frem på en bane.
Undervognen er sænket 30 mm i forhold til 718 Spyder. Adaptive støddæmpere er standard, det samme er et differentialespær med torque vectoring på bagakslen og der er kugleled i stedet for gummibøsninger. Har du mod på selv at fifle med opsætningen, kan frihøjde, camber, sporvidde og krængingsstabilisatorerne justeres manuelt.

Kulfiber-paneler, Race-Tex og stropper i stedet for indvendige dørhåndtag hører med i en vægtfokuseret RS-model.
Slankekur med kulfiber og magnesium holder vægten nede
Porsche opgiver egenvægten til 1.410 kg, hvilket er 40 kg mindre mindre end 718 Spyder – og overraskende nok, fem kg lettere end 718 Cayman GT4 RS. Normalt plejer åbne udgaver af biler at veje mere på grund af forstærkninger, men ikke her.
I forhold til en almindelig Boxster har RS’eren smidt 16,5 kg ved at bytte den elektriske kaleche ud med en nødtørtig klud, som du med møje og besvær kan montere manuelt – så tjek lige vejrudsigten inden du tager på roadtrip.
Fronthjelm i kulfiberforstærket plastik hjælper også med at holde vægten nede - og bestiller du bilen med Weissach-pakke får du udstødningsrør i titanium og kan tilkøbe ekstra lette magnesiumfælge i stedet for alufælge.

Skålsæder i kulfiberforstærket plastik er standard.
© PorscheKabine med god lyd
En af de fedeste detaljer ved Spyder RS er de store luftindtag til motoren, som Porsche behændigt har placeret ved chaufføren og passagerens yderste ører. Det lyder helt fantastisk godt, når motoren fylder lungerne i Cayman GT4 RS, og motorkoncerten er næppe med lavere lyd her i Spyderen.
Resten af kabinen er heller ikke værst. Paneler er pakket ind i kulfiber. Rattet er svøbt i Race-Tex, der minder om Alcantara. Sæderne er af skåltypen og lavet af kulfiberforstærket plastik og betrukket med læder og perforeret Race-Tex. Der er broderet “RS” i nakkestøtterne (og Weissach, hvis du har bestilt pakken), så du aldrig glemmer hvad du sætter dig ind i.

Motoren fylder lungerne gennem skakten her, der sidder lige ved chaufførens venstre øre. Det kan kun lyde godt!
© PorscheHvornår kommer 718 Spyder RS til Danmark?
Den skal først lige præsenteres i udlandet. Du kan blandt andet opleve den på Goodwood Festival of Speed til juli. Den danske importør har dog åbnet konfiguratoren på sin hjemmeside allerede og tager imod bestillinger. Startprisen er 3.164.900 kr. med afgift og de første biler forventes at lande herhjemme til efteråret.

Solen er ved at gå ned over 718'eren, selvom den virker i sit livs form.
© Porsche