Tidligere bragte vi i magasinet en større test, hvor Peugeot 508 SW var oppe at toppes mod klassens ubestridte konge – VW Passat Variant. Her var det tydeligt, at franskmanden henvender sig til folk, der med fuldt overlæg gerne vil tage det alternative valg og skille sig lidt ud i firmabilklassen.

Motoren er ikke så kvik, som man kunne tro
Den sorte stationcar i denne artikel er sammenlignelig med VW Passat Variant, men i stedet for diesel i brændstoftanken, skal der her påfyldes benzin. Motoren på 1,6 liter har fire cylindre og yder 180 hk og 250 Nm.
Den er parret med en 8-trins automatgearkasse, der efterlader et mere helstøbt billede end selve motoren. Skiftene er bløde og rare, hvilket passer godt til den rummelige franske stationcar. Motoren fejler som sådan ikke noget, men den føles ikke så kvik, som de 180 hk og 250 Nm antyder.

Smukt design, ringe udsyn og lille rat
Det smukke design er tydeligt både inde og ude, og største anke er det ringe udsyn skråt bagud sammenlignet med andre stationcars. Kabinen er digital, og personligt har jeg intet problem med det lille rat, der er en del af Peugeot’s i-cockpit-filosofi.
Andre på redaktionen har dog svært ved at finde en indstilling, hvor rattet falder godt i hænderne, mens udsynet til de digitale instrumenter ikke obstrueres.

Ekstraudgifter ved GT-Line
Moderne er den gennemgående følelse ved interiøret, men selv om testbilen har GT-Line udstyr og koster fra 455.990 kr., er en assistentpakke med adaptiv fartpilot og aktiv linjevogter en ekstraudgift til 13.000 kr. – det føles ikke helt up-to-date, når udvidet skiltegenkendelse, LED-lygter og aktiv blindvinkelassistent er en del af GT-Line.

Seriøs spiller på stationcarmarkedet
508 SW er en seriøs spiller på stationcarmarkedet, men meget af det, som giver den fornødne flair, er ofte skruet sammen i en pakke- og udstyrsstruktur, der kan være lidt svær at navigere i og få råd til.
Denne test stammer fra Bil Magasinets trykte magasin. Vil du gerne læse de nyeste biltest lavet af Danmarks mest biltossede redaktion, så køb et abonnement. Lige nu får du 3 blade for kun 99 kr. Så hvad venter du på?

Specifikationer
-
Peugeot 508 SW GT-Line PureTech 180 EAT8
-
Pris 455.990 kr.
-
Motor R4, 1.598 cm3, 16V, turbo
-
Ydelse 180 hk ved 5.500 o/min, 250 Nm ved 1.650 o/min
-
Topfart 225 km/t
-
0-100 km/t 8,0 sek.
-
EU-miks 14,5 km/l
