Med klog, taktisk kørsel blev to af landets mest erfarne rallykørere, Karl-Åge Jensen fra Viborg og Freddy Petersen fra Bjerringbro i Peugeot 207 Super 2000, danmarksmestre for henholdsvis ottende og femte gang.
Weekendens Bygma Rally på landevejene omkring Slagelse blev dermed en opvisning for Peugeot, der vandt dobbeltsejr, og en skuffelse for Mitsubishi. Michael Pedersen og Mie Petersen fra Vejle, outsiderne i det prestigefyldte 4WD-mesterskab, måtte konstatere, at deres Mitsubishi Lancer EVO 9 ikke kunne følge med de 100 kg lettere Peugeot-biler.

Christian Jensen fra Ans og Søren Tøndborg fra Kjellerup tog som ventet totalsejren i Peugeot 207 Super 2000 foran de allerede kårede 2WD-mestre Brian Madsen, Slagelse, og Anja Posorski, Tjele, der havde lejet en bil magen til hos et italiensk team. Men det holdt hårdt: Kun ni sekunder var der mellem de to bedste.
Med fire Super 2000-biler og en lang række firehjulstrukne gruppe N-biler fremviste DM-finalen det dyreste startfelt i mange år i dansk rally.
Vandt DM i Suzuki Swift
Men der køres også rally på højt niveau i helt serienære biler: I den relativt billige klasse for gruppe N-biler under 1600 ccm var der flot klassesejr til Claus Steensen, Ringsted, og Peter Petersen, Sorø, i Suzuki Swift 1,6 Sport foran det unge talenthold Simon Larsen, Nykøbing Falster, og Nicklas Daugberg, Fuglebjerg, i en bil magen til. Larsen og Daugbjerg vandt klassens DASU Cup.

Med sin ottende DM-titel stopper Karl-Åge Jensen sin rallykarriere, men han siger ikke farvel til sporten. Fra næste år er han promotor for det nye Danish Rally Challenge og får således opgaven at løfte det danske rallymesterskab til endnu større popularitet.
Se den komplette resultatliste på www.rallyresult.dk
Tekst & foto: Michael Eisenberg