Søndagens 1.000 kilometer-løb på den godt syv km lange Spa-Francorchamps i Belgien blev det mest bizarre og dramatiske løb i Le Mans-serien i årevis.
Den kuperede og krævende bane er kendt for skiftende vejr og pludselige regnskyl, og i kombination med et uhørt strømsvigt i pitten og en drabelig kamp mellem de regerende 24-timers Le Mans-mestre, Peugeot, og Audi, der VIL have trofæet tilbage, var der bonus for de 38.000 tilskuere.

Team Peugeot Total var favorit, og trioen Pedro Lamy, Sébastien Bourdais og Simon Pagenaud levede op til de høje forventninger. De startede fra pole position i Peugeot 908 HDi FAP og vandt løbet. Regnbyger og adskillige perioder med safety cars gjorde pitstrategi og tålmodighed essentielt, men Peugeot'en gennemførte løbet fejlfrit over de knap 8 timers race. Teamet vandt også første afdeling på Sebring-banen i Florida, og fører serien.
"Kommunikationen i teamet fungerer virkelig godt, og det gør arbejdet i bilen nemmere. Det var et hårdt race, fordi banen var temmelig fugtig i flere perioder, så jeg er glad for at være med til at køre bilen i mål," siger Simon Pagenaud fra vinderbilen.
Le Mans-vinderne fra 2009, Stéphane Sarrazin og Franck Montagny, startede på tredjepladsen og kom i mål som nr. to efter at have overhalet Tom Kristensen på en af de sidste omgange.
Audi testede Le Mans-setup

For Audi var en tredjeplads ikke noget dårligt resultat. Den reviderede Audi R15 TDI med tilnavnet "Plus" har speed, pålidelighed og kadence til at matche Peugeot'en, og Tom Kristensen gjorde comeback med en mere end godkendt tredjeplads. Et forspring på et minut blev ædt op, da al strøm forsvandt på banen og fik ledelsen til at afbryde løbet i en halv time og samle feltet på gridden!
Audi stillede op med den R15 Plus-model og havde som led i forberedelserne til næste måneds Le Mans valgt at køre med samme opsætning, som skal bruges i den franske klassiker, hvor der køres topfart ikke mindre end fire gange på hver omgang.
”Vi vidste på forhånd, at det ville handicappe os på Spa, der med sine mange sving kræver mere downforce end Le Mans. Modsat er årets mål at generobre titlen på netop Le Mans, så derfor kørte vi med en mindre optimal opsætning for et høste erfaringer. Det gav bagslag allerede i starten, da det begyndte at regne. Allan McNish startede i vores bil og tabte næsten et minut i det kolde, våde vejr, der også kalder på mere downforce. Et uheld betød imidlertid, at der kom safety car på banen, og vi pittede med det samme, hvilket gav os den tabte tid og lidt mere tilbage. Samtidig var banen blevet tør, og med god kørsel af McNish og siden Dindo Capello fik vi et forspring på over 50 sekunder."

"Så kom det bizarre uheld med strømmen, der gik, og så mistede vi vores føring igen. Et nyt omslag i vejret betød, at Dindo i omstarten havde problemer med at få varme i dækkene, og så tabte vi yderligere. Jeg kom i bilen med små to timer tilbage, og da der sidst i løbet kom en ny periode med Safety Car i småregn, gamblede vi og skiftede til dæk med et fint regnmønster. Herpå hentede jeg ind på den førende Peugeot, men så tørrede banen op igen, hvilket ødelagde mit greb. Til sidst blev jeg så selv indhentet af den anden Peugeot, men jeg er glad for vi gamblede. Vi var med til at give tilskuerne en god oplevelse, og i tørt vejr var vi i stand til at bide fra os,” siger Tom Kristensen, der intet havde at udsætte på sin opererede akillessene.
"På grund af den begrænsede downforce led vi mere end forventet på grund af vådt underlag og kulde. I begyndelsen kæmpede jeg for at holde bilen på banen, og havde rigeligt at gøre med dét. Derfor kørte vi defensivt i starten," siger Allan McNish fra Tom K's bil.

For løbets to andre danskere blev Spa en skuffelse. Debutanten Christoffer Nygaard crashede voldsomt i sin Aston Martin GT1, mens et hjulophæng i Allan Simonsens Ferrari F430 GT2 pludselig knækkede ved knap 280 km/t, så Allan måtte udgå. Han blev nummer 10 i sin klasse og håber, at uheldet er opbrugt for resten af sæsonen.