© Peugeot

Peugeot trækker sig fra Le Mans

Chokmelding: Finanskrisen tvinger Peugeot til at spare sit sportsvognsprogram væk

19. januar 2012 af Steen Bachmann

Peugeot meddeler, at mærket omgående indstiller sine aktiviteter i langdistance racing. Det er dermed et definitivt afbud til årets 24-timers løb i Le Mans, hvilket er en sportslig katastrofe i lyset af Audi og Peugeots totale dominans i den store prototypeklasse og dysten om den samlede sejr i verdens største motorsportsbegivenhed.

Peugeot Total-teamet har vundet 14 ud af de seneste 16 langdistanceløb, det har deltaget i, og vandt en særdeles populær 1-2-sejr i Le Mans i 2009, hvor Bil Magasinet fra en loge lige over Peugeot-pitten i Le Mans overværede bestyrelsesmedlemmer og andre VIP'er falde hinanden grædende om halsen i endeløs jubel over ENDELIG at have slået Audi på egen jord.

Stagnerende salg
Peugeot solgte 2.114.000 person- og varebiler i Europa i 2011, hvilket var et fald på  1,3 pct. i forhold til rekordåret 2010. Afmatningen i det sydeuropæiske marked skyldes især faldende salg i Spanien og Portugal. Til gengæld bliver hver anden nye Peugeot nu solgt uden for Europa.

Peugeot undskylder sig med kommende store lanceringer af nye modeller som 208 og hybridudgaver af 3008 og 508, og skriver, at alle ansatte i mærkets motorsportsdivision ifølge aftale med fem fagforeninger vil blive tilbudt nye job i organisationen.

En talsmand for ACO, arrangøren bag Le Mans, beklager dybt beslutningen, men understreger, at den ikke får betydning for den praktiske afvikling af 24-timers i juni 2012. Vi forudser, at Peugeots fravær vil betyde faldende tilskuertal. Sidste år blev 24-timers løbet overværet af 249.500 betalende tilskuere.

Tom K: Det er ærgerligt
"Løverne har været meget stærke konkurrenter, og vi vil savne dem meget. Jeg har stor respekt for deres resultater, deres team og deres bil. Vi ønsker selvfølgelig at få den hårdest mulige modstand, og det har Peugeot givet os gennem de seneste fem år. Tidspunktet for deres stop - så kort før WEC går i gang, mens temaet angiveligt var i Sebring for at teste og forberede sæsonen - får mig til at sympatisere med alle i Peugeot Sport. Jeg håber, at de snart vil få mulighed for at komme tilbage." lyder det fra den danske Le Mans-konge Tom Kristensen om den overraskende nyhed.

 Le Mans-legenden, der går efter sin niende sejr i 24-timersløbet og en sejr i WEC i 2012 ser dog alligevel optimistisk på fremtiden:

 "Både Toyota, Morgan og Acura er nye fabriksteam i verdensmesterskabet for sportsvogne i år - og med Porsches comeback i 2014 ser fremtiden for WEC og naturligvis Le Mans, godt ud," vurderer han.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...