© bilmagasinet.dk

Peugeot-sejr udløser jubelscener

Vild begejstring hos Peugeots fabriksteam, der endelig fik ram på Audi på Le Mans

14. juni 2009 af Steen Bachmann

LMP1-klassen 2009

Peugeot kunne efter 24 timers intenst race sikre sig en dobbeltsejr i årets Le Mans med 908 HDi FAP nr. 9 og 908 HDi FAP nr. 8, der kom over målstregen som nummer 1 og 2 - 6 omgange foran Audi, der kom ind på en tredjeplads.

Bil Magasinet var til stede i VIP-logen placeret lige over Peugeots pit, der strakte sig over tre garager, og begejstringen blandt venner og familie til kørerne, og blandt bosserne fra teamet og PSA-koncernen var kolossal. Der blev grædt og knyttet hænder, og de seks kørere blev modtaget som helte.

Peugeots folk skulle ifølge dem selv have vundet sidste år, men blev snydt af Audi og Tom K i slutningen af løbet, fordi Audi R10 TDI kørte og kørte og kørte i regnvejret uden skyggen af problemer. I år var det de tre fabriks-908'ere, der var demonstrativt pålidelige og tilmed lynende hurtige. 

Kortege over målstregen
Efter 5.206 km og 382 omgange kørte Peugeots 908 HDi FAP nr. 9 med Marc Gené bag rettet over målstregen i kortege med 908 HDi FAP nr. 8 og nr. 7.

© bilmagasinet.dk


Peugeot scorede en overbevisende 1-2-sejr i Le Mans. Efter at være ramt af tekniske problemer i 2007 og -08 kørte fabriksteamets 908 HDi FAP-racere i år uden større problemer.

Olivier Quesnel, direktør for Peugeot Sport:

"Vi kom til Le Mans som udfordrere med det ene mål at vælte favoritterne og det var lige præcis det, vi gjorde. Det udviklede sig til at blive et fantastisk løb og Peugeot Sport er virkelig et fantastisk team. Jeg er så stolt af alle de mennesker, der har været involveret i dette projekt. Denne sejr er Peugeot Sports sejr.”

Den erfarne trio i 908 HDi FAP nr. 9, Brabham, Gené og Wurz, kørte et overbevisende løb med pitstop, der forløb lige efter planen. ”Det er en formidabel følelse at have vundet”, fortæller David Brabham, hvis bror Geoff kørte bag rettet i Peugeots vinderbil i 1993. ”Peugeot Sport har udført et kæmpe arbejde. Det er et super team, som gav os en 100 pct. pålidelig bil, og samtidig kørte vi tre et fejlfrit løb.”

Peugeot 908 HDi nr. 9 og dens kørere gennemførte løbet uden uheld, og bilen viste sit værd ved at holde hele løbet uden tekniske problemer. Teknisk direktør for Peugeot Sport, Bruno Famin konkluderer: ”Vi oplevede ingen tekniske problemer denne weekend - kun et par mindre uheld, som påvirkede vores strategi for løbet. Peugeot 908 HDi FAP har bevist sin pålidelighed ved at vinde over Audi, som har været uovervindelige her i næsten et årti. Dette er resultatet af ikke et års, men fire års hårdt arbejde.”

Sejren blev grundlagt tidligt lørdag aften med ekstremt hurtige tider, og det lykkedes at være hurtigere end Audi næsten hele løbet igennem.

Løbet var actionfyldt og intenst, og safety car var ude syv gange i sammenlagt to timer og 42 minutter.

I regnvejret under løbet sidste år var der problemer med traction control-systemet i 908 HDi FAP, og det har været i fokus under arbejdet med 2009-bilen. Herudover har man arbejdet på at undgå, at kølerne bliver tilstoppede. Det tekniske team har desuden samarbejdet med Michelin om optimering af dækkene, så de i endnu højere grad er tilpasset 908 HDi FAP og samtidig er hjul-centreringen forbedret for at sikre et hurtigere hjulskifte.

© bilmagasinet.dk

Audi #1 Team Joest Racing kom på 3.-pladsen. Fra venstre er det Tom K, McNish og Capello.

De endelige placeringer blev:

1. Peugeot 908 HDi FAP nr. 9 med Gené, Wurz og Brabham - 382 omgange

2. Peugeot 908 HDi FAP nr. 8 med Sarrazin, Montagny og Bourdais - + 1 omgang

3. Audi nr. 1 med Kristensen, Capelle og McNish - + 6 omgange


LMP2-klassen

Vinder: #31 Porsche RS Spyder; Casper Elgaard, Emmanuel Collard og Kristian Poulsen.

 

LM GT1

Vinder: #63 Corvette C6.R; Johnny O'Connell, Jan Magnussen og Antonio Garcia.

 

LM GT2

Vinder: #82 Risi Competizione Ferrari F430 GT; Jaime Salo, Pierre Kaffer og Mika Salo.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...