Peugeot sætter strøm til danskerfavorit
Danskerne har længe været begejstrede for 208'eren, der placerer sig blandt andre minibiler som Ford Fiesta, Toyota Yaris og Skoda Fabia, og nu fås den sågar som elbil.
Vi så den elektriske 208 for første gang i 2020, inden den endeligt ramte det danske marked sidste år. Tilbage i 2020 var den almindelige 208 med forbrændingsmotor den mest solgte bil i Danmark, og to år efter ligger den stadig i toppen af salgslisterne. Derfor er der heller ingen tvivl om, at danskerne er ganske begejstrede for Peugeot's fikse minibil.
Peugeot har med den elektriske variant udvidet mulighederne for, hvilken 208 der passer lige netop dit behov. Der er nemlig (med undtagelse af hybrid) fuld plade, for Peugeot 208 fås både som diesel-, benzin- og elbil. E-208'eren er den dyreste løsning i indkøb, til gengæld slipper du afsted med en markant kvikkere bil, der føles mindst lige så moderne, som de øvrige varianter.
Ofte er det anset som en uskik, når producenter ombygger en eksisterende model til elbil, men Peugeot slipper overraskende godt afsted med det. Læs mere om det i Steen Bachmanns test herunder.

Test af Peugeot e-208
Steen Bachmann
Den eldrevne variant af Peugeot 208 deler platform med sine benzin- og diesel-søskende i modsætning til konkurrenter som VW ID.3, der er udviklet til udelukkende at køre på el.
Det er faktisk lykkedes rigtig godt for Peugeot at få en brugbar og køreglad minibil ud af det på trods af den konventionelle konstruktion, selv om modellen er cirka 250 kg tungere end en tilsvarende benzin-208'er med automatgear.
Peugeot e-208 er opdateret i 2022
Peugeot e-208 debuterede i efteråret 2020 og kom til Danmark i foråret 2021, men bilen føles frisk og opdateret. Det gør den ikke mindst fordi, den i 2022 har fået opdateret software, dæk og varmepumpe, som alt sammen bidrager til at hæve rækkevidden med mellem 4,5 og 6,5 pct.Bil Magasinet-læser Stig har haft den opdaterede e-208 ti til låns i en uge, mens hans egen fik skiftet onboard-laderen. Stig fortæller:
"Jeg oplevede stærkt forbedret rækkevidde ved 185 km pendling nogen gange i den uge og undrede mig over forskellen. Forhandleren/værkstedet vidste meget lidt så jeg undersøgte selv….
Med overvejende motorvej/landevej så er det tættere på 10% forbedring end de 4-6% du omtaler ! Jeg oplevede faktisk at rækkevidde “gæt o meteret” angav 40 km mere end normalt når jeg kom hjem på de 3 x 185 km retur.
Derudover kan jeg bekræfte bilens gode egenskaber og fortælle at hos os er den som bil #2 blevet fruens og datterens foretrukne bil over vores store bil, hvilket understøtter dine ord.. og til dels forhindre mig i at bruge den i det daglige, så jeg må “nøjes” med vores V90 T6 med det store batteri.!
e-208 er en vellykket minibil
Vores opfattelse er, at e-208 er en frisk og styrevillig minibil, der måske er lidt hårdt affjedret i forhold til den mere komfortable og højere e-2008, som har samme platform.
Peugeot e-208 har en 136 hk elmotor på forakslen med et drejningsmoment på 260 Nm. Batterierne fylder 220 liter, og dem har Peugeot placeret under gulvet, så det ikke går ud over pladsen i bagagerummet. Det betyder, at e-208 har samme bagagerumskapacitet som en konventionel 208 med forbrændingsmotor.

Det lille rat er efterhånden blev fast inventar i biler fra Peugeot. Det samme er tilfældet i e-208.
© Steen BachmannHvor langt kører e-208 på el?
Peugeot e-208 er udstyret med et 50 kW batteri, hvilket i testbilen rækker til 351 km (WLTP) og knap 300 km i virkeligheden med blandet kørsel inklusive motorvej med 120 km/t. Peugeot yder garanti på batteriet i op til 8 år eller 160.000 km.GT-udstyret løfter oplevelsen af bilen. Her er sportssæder og -rat, 10” trykskærm med 3D-navigation og førerassistentpakke med en udmærket adaptiv fartpilot og en aktiv vejbaneassistent, som nemt kan slås fra, når du ikke gider finde dig i, at bilen vil bestemme hvor på vejbanen, du skal ligge.
Installation af ladeboks kan aktuelt tilkøbes for 5.995 kr., hvilket er en god pris. Peugeot tilbyder også abonnement hos Clever med opladning ude og hjemme eller kun ude, men prisen på dette tilbud er umuligt at gennemskue.
Du skal både betale grundabonnement + et variabelt og forbrugsbaseret energitillæg, så medbring en forbrugeradvokat eller lignende, inden du skriver under.
Vi synes
Den forbedrede rækkevidde lyder måske ikke af meget, men det gør en mærkbar forskel i den fornøjelige e-208.
Peugeot e-208 GT 2022
Opbygning: 5-dørs minibil, 136 hk/260 Nm elmotor, 50 kWh batteri, forhjulstræk
Præstationer: 0-100 km/t 8,1 sek, topfart 150 km/t, rækkevidde 351 km (WLTP)
Ladeeffekt hjemme/ude: 11/100 kW
Dimensioner L/B/H: 406/175/143, vægt/påhæng 1.455/0 kg, bagagerum 265-1.105 liter
Pris: 319.990 kr.
Overvej privatleasing af e-208
I Frankrig kører Peugeot forsøg med leasing af en basal version af Peugeot e-208 i 24 måneder for 150 euro (1.120 kr.) om måneden. Det er med 500 km om måneden, hvor du så kan købe overkørte kilometer til en fair pris. Det modsvarer økonomien i at købe en benzindrevet 208'er og viser, hvilken vej et mærke som Peugeot kan vælge at gå i stedet for at sælge meget billige elbiler kontant.Herhjemme har Peugeot e-208 indtil fornylig været på tilbud via privatleasing over 1 år/10.000 km til 3495 kr./måned med en udbetaling på 9995 kr. inklusive fri el hos Clever. Spørg hos din lokale forhandler, om de vil lease en bil ud selv om tilbuddet er udløbet.
Længere rækkevidde i e-208 i 2023
I 2023 får e-208 elmotoren fra den nye Peugeot E-308 med øget power og mindre forbrug. Ydelsen stiger fra 136 hk til 156 hk – og endnu mere vigtigt for kunderne: Energiforbruget bliver reduceret til 12 kWh, hvilket forlænger rækkevidden til op til 400 km. Et nyt og mere effektivt batteri på 51 kWh (48,1 kWh anvendelig kapacitet) skal bidrage til at sænke forbruget.
Hvad koster Peugeot e-208?
-
Active 136 - 289.990 kr.
- GT 136 - 319.990 kr.
Leveringstid og brugtmarked
Modsat mange andre biler på det danske marked, så er Peugeot e-208 bestemt til at få fat i. Det er ikke usandsynligt, at du må vente i op til et helt år, hvis du skal ud og have en af de mest populære elbiler på markedet.
Til gengæld står en fabriksny e-208 til levering efter 3 måneder, ifølge FDM.
Behøver bilen ikke være spritny, så er der også gode muligheder for at finde en brugt e-208. I skrivende stund er der 79 salgsannoncer på Bilbasen, mens der er 80 på Biltorvet.