Biltest af Peugeot 607 2,2
Biltest af Peugeot 607 2,2© bilmagasinet.dk

Peugeot 607 2,2

Den store peugeot er tilbage

22. februar 2001 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager

Den billige Peugeot 607 er klart bedre end den dyre

DA BIL MAGASINET havde Peugeot 607 til test for første gang, var det i form af den dyre 3,0 V6, der deltog i sidste nummers stortest, og det møde kastede ikke lutter roser af sig. Blandt kritikpunkterne var en flegmatisk styring, en hidsig automatgearkasse og et par andre detaljer, som henviste den store Peugeot til tredjepladsen efter Volvo S80 og Alfa 166.

Men sandheden er måske, at vi valgte den forkerte modelvariant. I den pågældende test kunne det selvfølgelig ikke være anderledes, for udgangspunktet var de dyrere V6-modeller, men kendsgerningen er, at den billigere 607 med fire cylindre er mere helstøbt og ægte end sin sekscylindrede storebror.

Den 99.000 kr. billigere 607 2,2 har ikke fartafhængig servo på styringen, der derfor er bedre og mere entydig. Den er stadig ikke så præcis at placere som den mindre Peugeot 406, men dog mere behagelig end den dyre med det mere avancerede styretøj. Det modsatte har givetvis være hensigten, men det er ikke det eneste selvmål, Peugeot har scoret i 607eren.

Den dyre V6 har plysindtræk, men det virker ikke så eksklusivt som det sorte, glatte Audi/BMW-lignende indtræk i 2,2, hvor man også slipper for det stærkt overvurderede træplagiat på instrumentbordet. Den billigere 2,2 nøjes med en pænere kevlar-lignende indsats. På udstyrssiden må man selvsagt nøjes med mindre, men den har faktisk alt, hvad man har brug for, inklusive automatisk klimaanlæg, fartpilot og andre eksklusive detaljer. ESP er dog forbeholdt V6-modellen.

Overraskende nok lader den firecylindrede motor heller ikke ret meget tilbage at ønske i forhold til den store V6. I modsætning til i 406 har V6-motoren tendenser til at drukne i det store 607-karrosseri, hvor den ikke virker rigtig hurtig, hvilket dog også kan skyldes automatgearets karakter. Til gengæld er 607 kvik eller i hvert fald tilstrækkelig med den i øvrigt fremragende 2,2-liters motor på 158 hk, ikke mindst fordi den er så homogen i sin effektudvikling.
Alt i alt er den firecylindrede klart det bedste benzin-køb i 607-serien.

Peugeot 607 2,2 396.000 kr.
Tekniske data
Motor: R4, 16V, 2.231 cm3. Ydelse 158 hk ved 5.650 o/min. 217 Nm ved 3.900 o/min. Acceleration 0-100 km/t: 9,6 sek. Topfart: 175 km/t. EU-mix: 10,0 km/l. Årlig ejerafgift: 4.800 kr.

Vi synes:
Den bedste 607 med benzinmotor

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...