Biltest af Peugeot 406 SR 2,0 HDI
Biltest af Peugeot 406 SR 2,0 HDI© bilmagasinet.dk

Peugeot 406 SR 2,0 HDI

Den er bååre dæjli

17. november 1999 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

HDI holder, men gider vi snart rose den dieselhakker mere?

HVIS det ikke er sevet ind nu, er det for længe siden, du sidst har læst Bil Ma-gasinet: Den nye PSA-dieselmotor med commonrail-teknik er noget af det bedste, der er sket dieselolien i dette årti.
Siden vi kørte Peugeot 406 HDI første gang i foråret, er der ikke sket andet, end at 406´eren er blevet lettere faceliftet, og det er i vores øjne ikke specielt spændende. Det er derimod det faktum, at HDI en stadig kører som en drøm.
De gode PSA-folk (Citroën/Peugeot) har lanceret en 2-liters motor i sær-klasse. Den har lav forurening, kører over 18 km på literen og giver en køreglæde, der rækker langt ud over dieselbilernes normale formåen.
Når du giver HDI en fuld pedal, giver de 250 Nm. ved 1.500 o/min dig fornemmelsen af, at det flyvende tæppe findes i virkeligheden. Tilhængere af ordentlig trækkraft ved lave omdrej-ninger ved, hvad vi snakker om. Hvis du er i tvivl, kan du slå op i Bil Index og se, hvor mange omdrejninger en benzindrevet 406 3,0 V6 skal have over nakken for at gøre det samme.
Det eneste problem er bare, at du nemt kommer til at køre alt for stærkt i den nye diesel-Peugeot - hele tiden. Når 110 km/t nærmest er tomgang, kan fartbøder pludselig blive et reelt problem.
Men det var faceliftet, vi kom fra. Peugeot 406 har stadig et forholdvis strømlinet design. Pininfarina har lagt et par pinde i prestige-ovnen med lækre forlygter i klart glas, længere og højere frontklap, lidt krom og mere afrundet bagklap samt nye baglygter på sedanen. I kabinen er kvaliteten forbedret. Blandt de positive nyheder er også længere sædeflader (påkrævet) og fem nakke-støtter. Der er masser af plads i kabinen, og bagagerummet runder indtrykket af en ualmindeligt vellykket bil af. I vores øjne er de nye sideairbags, der udløser i to trin, og serviceindikatoren mere vigtige nyheder end kromdetaljerne. Og der er sikkert heller ikke nogen, der brokker sig over, at den manuelle aircondition nu er standard i 406 SR 2.0 HDI.
Den komfortable affjedring er blevet endnu bedre med en ny type støddæmpere, og bilen er både i fin balance når det svinger og går ligeud i (for) høj fart.

Peugeot 406 SR 2.0 HDI 251.990 kr.

Tekniske data
Motor: R4 8V OR-H, 1997 cm3 Ydelse: 109 hk ved 4.000 o/min. 250 Nm ved 1.500 o/min. 0-100 km/t: 12,5 sek. Topfart: 191 km/t. EU-mix: 18,2 km/l. Årlig ejerafgift: 3.700 kr.

Totaløkonomi:
Prisen falder ikke mere end de bedste benzinbilers. Efter tre år og 50.000 km. er der ikke skåret mere end 30 procent af værdien - ca. 75.000 kroner.
Reservedelsindeks: 107
Service ekskl. materialer:
10.000 km: Gratis
20.000 km: 739.50 kr.
40.000 km: 1.348,50 kr.
60.000 km: 739,50 kr.

Vi synes:
Du er et skarn, hvis du ikke prøver den

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...