© bilmagasinet.dk

Peugeot 308 CC Griffe

Den faceliftede 308 CC har fået et flottere design - og med 200 hk ser den også godt ud på papiret.

1. marts 2012 af Steen Bachmann

Jeg har aldrig kunnet fordrage forgængeren! 307 CC var både gumpetung at se på - og køre. 308 CC er med den nye front og en langt mere velformet bagdel måske ikke videre smuk, men i hvert fald en langt bedre scoring end sin forgænger. Den store diffuser bagtil er dog lige over grænsen. Testbilen er Griffe-versionen, og det dækker over 1,6 THP-motoren med 200 hk, som begejstrede os i RCZ.

Et væld af udstyr er standard i Griffe bl.a. 18” fælge, super-lækker læderkabine og en masse andet lir. 308 CC er stadig ikke en fjervægter, men de ekstra hk gør den godt, og den føles aldrig dvask. Det lyder tilmed godt, når den får noget havre, især med taget nede. Du må ikke forvente en GTI, men den er rigeligt stærk til overhalinger og frisk kørsel. Et godt kompromis mellem en svingglad GTI og en cruiser. Du finder samme 6-trins gearkasse som i RCZ, og den er en fornøjelse. Enorme bremser sørger for overlegen bremsekraft. Køremæssigt er 308 CC altså ikke længere noget merde.

Hvor jeg var lidt lunken over designet, er fruen hot. Og jo længere, vi kører, des flere anerkendende blikke modtager vi og ikke udelukkende fra hunkøn. Metalfoldetagsbilerne har en tendens til at se lidt tunge ud, men jeg synes 308 CC er et af de bedste bud længe. Og selv om taget æder godt af bagagerumspladsen, er der stadig fin plads til to rejsetasker.

Og hvad har du egentlig af alternativer, hvis du vil ha’ foldetag? Renault Megane CC er langt bagud på power og er for anonym, hvis du spørger mig (eller pigerne)!
Du skal dog ikke tro, at 308 CC er både cabriolet og familiebil. For pladsen på bagsædet rækker ikke til noget med ben - eller hoved for den sags skyld. I hvert fald ikke, når taget er oppe. Omme foran sidder vi godt i de fede lædersæder, men én ting savner vi på langturen. Drikker de slet ikke i Frankrig? Et par kopholdere ville klæde 308 CC. Og det bøvlede WIP COM 3D-navi systemet (39.900 kr.) kan jeg heller ikke anbefale.

For hver dag med 308 CC, voksede min begejstring - men havde jeg en halv million til en Peugeot, var jeg ikke et sekund i tvivl. Så blev det en RCZ, der endda er 30.000 kr. billigere med samme motor. Foldetaget kan ofres, regner det alligevel ikke det meste af tiden i Danmark?

Kilde: BM241

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...