Peugeot 308 SW er særdeles rummelig, og har nem adgang til hele kabinen
Peugeot 308 SW er særdeles rummelig, og har nem adgang til hele kabinen© bilmagasinet.dk

Peugeot 308 1,6 HDi C-Plus SW

Peugeot 308 SW løser mange behov på en anderledes almindelig måde

1. december 2008 af Claus Møller

af Mikkel Thomsager 

 

Hvis du vil have en stor rummelig Peugeot, skal du ikke vælge storebror 407, men lillebror 308 SW. Den er nemlig væsentlig mere rummelig end den mere omfangsrige og dyrere 407. Peugeot 308 SW er faktisk hele 26 cm kortere og over 30.000 kr. billigere end en 407 SW med samme motor. Ikke desto mindre er bagsædepladsen i de to biler næsten identisk, men imodsætning til 407 har 308 har syv siddepladser, og uden de ekstra sæder, der kan foldes og fjernes, er bagagerummet 72 liter større end i 407 SW.
På papiret er der med andre ord meget, der taler for 308 og mod 407. I den virkelige verden ser det lidt anderledes ud. Som i 307 SW har 308 SW glastag med elektrisk himmel, og løsningen med de ekstra to sæder fungerer faktisk - til børn. Adgangen til dem er en anelse besværlig, men de er lette at betjene og pille ud. Alligevel sider jeg bag rattet med en fornemmelse af, at det bare er en Peugeot, vel vidende at det ikke er retfærdigt. Hertil kommer, at jeg også i denne Peugeot har svært ved at finde mig til rette bag rattet. 308 har firevejs justering af rat og hæve/sænke-føresæde. Alligevel kæmper jeg med at finde mig til rette.
Så snart der kommer liv i bilen, vinder 308 dog atter terræn. Den kører godt, og komforten er god, selv om undervognen er modtagelig for mindre bump på vejen. 308 styrer præcist, og så har også SW-modellen fordelen af Peugeot’s fine HDi-motorer. 2,0 HDi satte standarden i 1998, men i 2003 kom 1,6 HDi til, og den er bare bedre. 2,0 HDi stiller ganske vidst med 136 hk, mens 1,6 HDi nøjes med 109, og effektforskellen mærkes, men den nyere, lille 1,6 HDi er mere homogén og smidig end den store, og lyden er mindre dieselagtig. Hertil kommer, at 1,6 HDi’eren har fået Peugeot’s nye sekstrins manuelle gearkasse, som omsider gør op med Peugeot’s slatne, upræcise gearskift. Så glem alt om 2,0 HDi’eren og spar de 30.000 kr. 

Peugeot 308 1,6 HDi C-Plus SW   
Motor    R4, 1.560 cm³, 16V, turbodiesel
Ydelse    109 hk ved 4.000 o/min
    260 Nm ved 1.750 o/min
Topfart 185 km/t    0-100 km/t 11,9 sek.
EM-miks 20,4 km/l    Årlige  afgifter 3.220 kr.
Mål (L/B/H)    450/182/155 cm
Vægt/last/påhæng    1.482/485/1.200 kg
Bagagerum    520-1.822 liter
Dæk    195/65R15H
Reservedelsprisindeks    106
Værditab/3 år    ca. 128.000 kr. (48 pct.)
Pris     266.990 kr.

Vi synes...

En velskabt, praktisk stationcar, som trods sine ualmindeligheder virker almindelig - på en god måde

 

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...