Den mindste dieselmotor i Peugeot 308 gør det godt og føles stærkere end sine 92 hk. Med motoren følger dog en slasket 5-trins gearkasse

Peugeot 308 1,6 HdI Active

Gammel teknik i den mindste Peugeot 308

1. juni 2014 af Thomas W. Brixen

Peugeot 308 gør det ganske fornuftigt med den mindste dieselmotor, som er en 92-hestes 1,6 liters turbodiesel. På grund af de 230 Nm, som er tilstede fra 1.750 o/min, føles den langt mere muskuløs. Kun ved kvikke igangsætninger tøver den lidt. Det skyldes primært den trælse 5-trins gearkasse, som for længst burde være blevet sendt på pension.

Som minimum bør du lige prøvekøre den kraftigere udgave, som ikke har denne gearkasse, hvis du går i 308-tanker. Den samme 1,6-liters dieselmotor yder i den kraftigere udgave 116 hk og 270 Nm, mens den er parret med en fin 6-trins gearkasse.

Forbrugstallet er opgivet til optimistiske 27,8 km/l, men det kommer jeg slet ikke i nærheden af. Godt nok er bilen helt ny og endnu ikke kørt til, men mit forbrug lyder på 18,5 km/l i snit. Jeg indrømmer, at jeg ikke har kørt med en fjerlet speederfod, men alligevel lyder det som et tal, der er svært at opnå i virkelighedens verden.

Er du interesseret i en ny Peugeot 308? Få 3 gode tilbud på den her

 

Styretøjet og det lille rat er der blevet talt om meget både i 208 og 308. I sidstnævnte er rattet ikke helt så lille som i 208’eren, men det er dog stadig meget lille, og styretøjet er særdeles direkte. Servohjælpen er stadig lidt for velvillig, og derfor er styretøjet ikke helt så meddelsomt, men samtidig er det hurtige styretøj med til at give 308 lidt sportslig karakter.

I kabinen skal du vende dig til et anderledes design. Enten kan du lide det minimalistiske look, eller også vil du brokke dig over alle de knapper, du savner. På ét punkt er 308 dog håbløst gammeldags. Der skal bruges nøgle til at åbne tankdækslet.

Peugeot 308 1,6 HdI Active

Pris:
 244.990 kr.
Motor: R4, 1.560 cm3, 8V, turbodiesel
Ydelse: 92 hk ved 4.000 o/min | 230 Nm ved 1.750 o/min | Topfart 183 km/t
0-100 km/t: 11,3 sek.
EU-miks: 27,8 km/l

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...