Biltest af Peugeot 206 SW 2,0 HDi
Biltest af Peugeot 206 SW 2,0 HDi© bilmagasinet.dk

Peugeot 206 SW 2,0 HDi

INGEN TRÆER I HIMLEN

24. oktober 2002 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

Peugeot 206 SW 2.0 HDi er en velskabt lille stationcar. Nu også med dieseldunker ude foran

Alle elsker Peugeot 206. Vi kan påpege, at den er ved at være teknisk passé. Vi kan skrive, at der altså er attraktive alternativer. Men ligemeget. Kunderne strømmer til det franske mærkes mini-darling, om det så er den billigste basismodel, cabrioleten, GTi-modellen eller dieselkværnen, der er på tapetet. Opskriften er så enkel, at enhver fransk husmor vil bifalde den. Du tager nogle kendte råvarer, holder dig til opskriften og serverer det billigt, men med elegance.

Seneste variant er den længe ventede stationcar, 206 SW, der er mindst ligeså veldrejet som de andre 206´ere. Den elegante front kender du, men her i SW´en forkæles øjnene yderligere med en stationcar-rumpe, der ikke lader nogen i tvivl om, at her kører en bil-ejer med sans for andet i livet end transport. Især de svungne, højtsiddende baglygter og den sorte bagrude - der kan lukkes op separat - vil tiltale en æstetiker med praktisk sans.

Men selv om mademoiselle Eva frister med æblerne, vokser der ikke træer i 206-himlen. Som stationcar for fire voksne personer bliver der ikke meget plads til knæene på bagsædet. Kun to gange 175 cm kan sidde bag ved hinanden, hvis det skal være nogenlunde komfortabelt. Også minus til det faktum, at der ikke er Isofix-barnestolsbeslag på bagsædet.

Der er ikke mange konkurrenter i den lille stationcar-klasse, og når Peugeot kan lange to diesel-alternativer til fornuftige priser over disken, bliver det sjovt at være forhandler.

Du kan få den lille nye 1,4 turbodiesel i 206 SW til 174.000 kr. Testbilen har den to-liters 90 hestes HDi-motor. Og så runder prisen 200.000 kr. Derfor tror jeg mest på den lille motor til pendlerpublikummet. Dels er 201.990 kr. for meget for mange privatkunder, og dels er to-literen ikke helt så sprød, som jeg husker den fra commonrail-systemets barndom.

Bevares, den store dieselmotor har et rigtig godt bundtræk og traver højgearet derudaf, men den forekommer faktisk en smule træg. Kombineret med et gearskifte under dagens standard bliver det mekaniske helhedsindtryk ikke helt så overbevisende som formerne, der indbyder til GTi-oplevelser.

Peugeot 206 SW 2.0 Hdi

Tekniske data: Motor: R4, 1.997 cm3, 8v
Ydelse: 90 hk. v/ 4.000 o/min. 205 Nm v/ 1.900 o/min. 0-100 km/t: 13,5 sek. Topfart: 179 km/t.
EU-mix: 18,9 km/l Årlig ejerafgift: 3.220 kr.
Totaløkonomi: Sådan en 206 SW bliver solgt brugt med et fingerknips. Efter tre år og 50.000 km har en 206 SW 2.0 HDi tabt 63.000 kr. eller 30 procent. Muligvis bliver værditabet endnu mindre.
Reservedelsindeks: 83 (206 SW GTi)
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 740,75 kr.
40.000 km: 1.432,00 kr.
60.000 km: 740,75 kr.
Pris: 201.990 kr.

Vi synes...Vellykket ministationcar, men tiden snapper efter den her diesel

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...