Tydeligste nyhed er en ny stor grill i stil med 207
Tydeligste nyhed er en ny stor grill i stil med 207© bilmagasinet.dk

Peugeot 206 2,0 HDI

Lækker motor med bil

27. juli 2000 af Bilmagasinet

Af: Thomas Wulff & Thomas Hjortshøj

Væk med benzinmotorene - vi vil have dieseldrevne kræfter

FØRST SKAL VI lige have alle fordommene fejet af bordet. Det der med, at dieselbiler er nogle sløve padder, der støjer, forurener og sender nok sort røg ud til at kunne mørklægge en større boligblok. En forskruet opfattelse, som jeg sikkert deler med mange andre bilentusiaster, men fremskreden innovation fra verdens motorproducenter skyder med skarpt og sender fordommene i skammekrogen.

Også min personlige, negative opfattelse må se sig bortvist fra arenaen, da jeg tager plads bag rattet i endnu et pletskud fra Peugeot - 206 HDi.

Det må være alle gode gange tre, for vi har allerede rost PSA-koncernes Hdi-dieselmotor med commonrail-system til skyerne efter at have prøvet den i Peugeot 306 og 406.

Selve bilen er ganske vist ikke det mest imponerende, vi har prøvet. 206’eren er ingen sprinter på den klassiske 0-100 km/t-tid, der tager 12,6 sekunder, kørestillingen er ukomfortabel, og de for korte sæder er irriterende. Instrumentbeklædningen er grå at se på og sædernes stof trist, men hvad gør det når motorens gangkultur selv ved koldstart er lige så fin og raffineret som en benzinmotors? Og som tempoet øges, viser den franske løve virkelig sine tænder og skjulte talenter. Især det voldsomme drejningsmoment på 205 Nm ved 1.900 o/min. gør løveungen til en behagelig oplevelse, når der skal leges med de store drenge i mellemaccelerationerne. 80 til 120 km/t i fjerde og femte gear klares på henholdsvis 10,4 og 13 sekunder. Det er ren køreglæde at styre HDieren fra den ene ende af landet til den anden, men det er ikke det bedste ved den lille franskmand.

Det bedste af det hele er nemlig økonomien. Da Bil Magasinet var på Flyvestation Vandel for at teste roadsters til juni-nummeret, var HDi´eren med som foto- og udstyrsvogn. Og mens de fire roadsters flittigt besøgte landets benzinstationer for at få friske forsyninger, tøffede 206eren afsted og holdt en frisk marchhastighed fra København til Vandel og tilbage igen - uden at skulle tankes op en eneste gang. Ved blandet kørsel er den opgivet til 20 km/l, og det når den også i praksis - det er vi ikke et øjeblik i tvivl om. Tænk lige over det inden du køber dig en GTi.

Peugeot 206 Hdi 177.990 kr.

Tekniske data
R4, 1.997 cm3, 8V, 90 hk ved 4.000 o/min. 205 Nm ved 1.900 o/min. 0-100 km/t: 12,6 sek. Topfart: 180 km/t. EU-mix: 20,0 km/l. Årlig ejerafgift: 3.040 kr.

Totaløkonomi:
206 HDi er populær. Ventelisterne hos forhandlerne landet over er alenlange, og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbig. Også som brugt er der stor efterspørgsel på HDieren. Forvent en afskrivning på bare 28 procent eller 50.000 kr. efter tre år

Reservedelsindeks: 90
Service ekskl. materialer:
Gratis kontroleftersyn ved 10.000 km
20.000 km: 652,50 kr.
40.000 km: 1.261,50 kr.
60.000 km: 652,50 kr.

Vi synes: Glem GTi - snup en Hdi

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...