Ferrari 458 Italia med Allan Simonsen bag rattet© Farnbacher Racing

Le Mans: Danskerne er lynhurtige

Tom K og Allan Simonsen sætter hurtigste tider i deres klasser på den officielle testdag

2. maj 2011 af Steen Bachmann

Testdagen

Den officielle testdag før 24-timers løbet i Le Mans blev kørt i påsken på La Sarthe-banen med stor succes. Testdagen har været aflyst de seneste to år på grund af finanskrisen, men i påsken mødte 24.987 tilskuere op for at nyde synet og lydene af de 55 deltagende biler i årets løb.

Det er ikke essentielt at køre hurtige tider på testdagen, men Tom Kristensen markerede for en ordens skyld, hvem der er Kongen på Le Mans. Han kørte den nye Audi R18 TDI i en bedste tid på 3m 27.687s, hvilket er en gennemsnitshastighed på 236,687 km/t. Tiden er knap 8 sekunder langsommere end Peugeots pole position-tid sidste år (3m 19.711s).

Stéphane Sarrazin, der satte omgangsrekord flere gange under 2010-løbet, kørte hurtigste tid for Peugeot med 3m 27.876s, og det er værd at bemærke, at kun 0,617 sekunder adskilte de fem hurtigste biler fra Audi og Peugeot. Testdagens højeste topfart blev sat af Franck Montagny i Peugeot med 340,5 km/t. De tre Audier nåede at køre 3.257 km og de tre fabriks-Peugeoter 3.407 km.

Den hurtigste benzindrevne bil i den store prototypeklasse var #16 Pescarolo-Judd, der kørte i 3m 36.583s. Aston Martin AMR-ONES prototyperne skuffede, da teamets to fabrikstøttede biler kun gennemførte ialt 12 omgange, og holdt i pit med tilsyneladende permanente motorproblemer.

I den lille prototypeklasse LM P2 ser slaget ud til at skulle stå mellem tre biler med Nissan-motor: #26 og #48 Oreca og #41 Zytek. Franck Mailleux bag rattet af #26 Signatech Nissan kørte hurtigste i 3 42.992s.

Den nye GT2-klasse
GT1-klassen er udgået, og GT2 er nu delt op i to underklasser med hhv. professionelle og amatør-kørere. I den professionelle GTE Pro kørte danske Allan Simonsen supertider i tyske Hankook-Farnbachers nye Ferrari F458 Italia med 3m 59.966s - Allan var dermed eneste kører i GT-klassen under 4-minutters barrieren. Efter at have sat tiden, steg Allan ud af bilen og fløj direkte til England for at deltage i det britiske grandprix 2. påskedag.

Lige efter de tilsyneladende særdeles hurtige Ferrari 458 følger Porsche 911 RSR og BMW M3.

Det delvist danskejede Lotus JetAlliance stiller til start med to Lotus Evora i GTE Pro. Teamet er delvist ejet af danske Jan Kalmar, der også fungerer som teamchef. Teamet er til denne sæson er blevet Lotus fabriksteam, men har desværre ingen danske kørere i bilerne (vi havde ellers gerne set Casper Elgaard få comeback i en "dansk" bil).

Larbre Competition’s to Corvetter dominerede amatørklassen GTE Am med en bedste tid på 4m 04.222s.

Der er syv uger til at optimere, teste og modificere de 55 tilmeldte biler før 24-timers løbet køres 11.-12. juni. Mange af de deltagende teams kører også i den europæiske Le Mans-serie, og vil anvende 1.000 kilometers-løbet på belgiske Spa-Francorchamps den 7. maj som generalprøve for det endelige setup til Le Mans.

Tom Kristensen

© mmm.dk

Tom Kristensen kørte hurtigste omgang af alle i den officielle pre-test på Le Mans i Audis nye R18 TDI. Til trods for, at Audi fokuserede på at finde det rette set-up, var der ingen, som var hurtigere end den 8-dobbelte Le Mans-vinder, der i Audi nummer 3 rundede Circuit de la Sarthe i tiden 3m 27.687s. Dermed fik Audis nye coupé en succesfuld publikumsdebut på den traditionsrige bane.

”Det var perfekt for hele teamet at gennemføre testdagen med den nye bil. For mig var det første gang siden 2003, at jeg har siddet i en coupé. Effektiviteten og Audi-ingeniørernes arbejde har virkelig imponeret mig. Man kan virkelig mærke den ændrede aerodynamik, og bilen er meget komfortabel. Vi har allerede nu indsamlet værdifuld information. Som kører sætter jeg stor pris på den sekstrins gearkasse. Den passer godt med den downsizede V6-motor," siger Tom K.

Med omgangstider under 3m 30s, blev der kørt rigtig hurtigt under pre-testen - også hurtigere end løbsarrangørerne Automobile Club de l'Ouest (ACO) havde forventet. Traditionelt set handler det dog ikke om omgangstider på den otte-timers testdag, der i år er genindført efter to års pause. Hvert team bruger i stedet kræfter på at justere og teste forskellige set-up. Således også Audi Sport Team Joest, der gennemførte alle planlagte testprogrammer. Heriblandt var samarbejdet med dækpartneren Michelin særligt positivt, hvor Tom K, Allan McNish og Dindo Capello kørte data hjem.

For kørerne var det ligeledes vigtigt at blive fortrolige med udsynet, at køre i trafik og øve kørerskifte i pitten. Alle ni Audi-kørere var med i processen, og derudover var test- og reservekører Marco Bonanomi også bag rattet på Le Mans for første gang.

"Alt i alt har det været en rigtig god Påskedag her på Le Mans. Pre-testen er noget, vi alle sammen har brug for især med vores nye bil. Vi vil nu bruge alt vores energi på at optimere bilerne, så vi kan få en god generalprøve på Spa-Francorchamps i begyndelsen af maj, der er det eneste løb, vi kører før 24-timers-løbet på Le Mans. Jeg glæder mig allerede til ”the real thing” i juni, hvor vi kan forvente et fantastisk, spændene 24-timers-løb," slutter danskeren.

Le Mans var ikke det eneste Audi-teamet havde i tankerne Påskedag. Bagvingen på hver af de tre Audi R18 TDI var gennem hele testen prydet med et billede af Michele Alboretos hjelm. Det skete til minde om den tidligere Audi-kører, der døde den 25. april for ti år siden.

2011-udgaven af 24-timers løbet i Le Mans køres 11.-12. juni 2011.

Allan Simonsen

© mmm.dk

33-årige Allan Simonsen satte hurtigste tid i GT-klassen i Hankook-Farnbachers nye Ferrari 458 Italia på den officielle testdag i Le Mans. Han var eneste mand under 4-minutters grænsen, og betragtes som Ferrari-specialist. Allen er australsk mester i GT-klassen i Ferrari 430 GT2, og har tidligere scoret to 3.-pladser på Le Mans for Farnbacher Racing i 430 GT2.

Til den første officielle test i Le Mans-serien i februar 2011 på Paul Ricard-banen var Farnbachers nye 458 desværre ikke klar, og de testede derfor med teamets 430 GT3 fra 2010. Testen gik rigtigt godt, fortæller Allan, og det meste af tiden gik med at teste nye Hankook-dæk. I løbet af to dage testede de 25 forskellige sæt dæk.

Sæsonens første løb blev kørt på samme bane fire uger senere, og her fik teamet sin 458 til start. De startede som nummer fem og i løbet kørte Allan dem op på en første plads. Desværre fik de en 1 minuts stop and go, da der blev lavet en mekanikerfejl under et pitstop. De sluttede løbet på en godkendt tredjeplads.

"458 er mere stabil i de hurtige sving da den har en lavere ´center of gravity´  På langsiden ville den have været hurtigere end 430, men da der i år en en ny regel om at ´gurney´ - altså den lille kant på bagvingen - skal være 10 mm højere, slår det lidt af topfarten. Da bilen har lidt flere hk, udligner det dog sig selv," siger Allan Simonsen til Bil Magasinet. 

"Jeg er sikker på, vi kommer til at køre endnu stærkere, end vi hidtil har gjort på Le Mans. Bilen er bedre og Hankook har taget et skridt mere i den rigtig retning. Vi regner med, at vi kan kører 10-15 pct. længere på literen med den nye bil på Le Mans, det bliver den største forskel.

Allan fortæller, at 458'eren har en anden, dybere lyd end 430 GT2. 458'erens omdrejningsbegrænser er hele 1.500 o/min lavere end 430'erens 8.750 o/min.

"Bilen er desværre meget lidt testet og der er ingen tvivl om, at det kan blive et problem på Le Mans. Vi har heldigvis tre løb inden Le Mans, hvor vi kan lære mere om 458 og dens eventuelle svagheder....," lyder det fra Allan.

Jan Magnussen

Jan Magnussen testede i en privatejet Larbre Competitions Corvette C6.R.

© Jan Kaiser

Jan Magnussen og Corvette Racing havde besluttet ikke at teste i deres egne Corvetter, da de weekenden inden deltog i en afdeling af den amerikanske Le Mans Serie i gaderne i Long Beach. Omkostningerne ved at sende de to Corvetter til Le Mans på så kort tid og risikoen for at de blev hængende i tolden, så de ikke kunne nå frem, gjorde at teamet i stedet lejede en af deres kunde biler. Larbre Competition har købt den Corvette C6.R som Jan Magnussen kørte på Le Mans sidste år og da den i år skal deltage på Le Mans i GTE-Am klassen - klassen med en gentleman-kører og et år gamle biler - kunne den deltage i testdagen og Corvette Racing valgte derfor at leje deres gamle bil.

”Man kan aldrig få for mange data fra Le Mans, så selvom det var sidste års bil, så har vi fået masser af data, som ingeniørerne kan kigge på” forklarede Jan Magnussen.” Vi var ikke hurtigst, men det havde vi heller ikke regnet med. Til gengæld viste Ferrari sig lige så stærke som vi havde frygtet. De kørte rigtig stærkt, men jeg er ikke i tvivl om, at ingeniørerne hjemme på fabrikken nok skal sørge for, at vi har en stærk bil, når vi vender tilbage i juni”.

Jan Magnussen nåede i løbet af dagen kun at køre ti omgange i bilen, da bilen skulle deles mellem Corvette Racings fire faste kørere Jan Magnussen, Oliver Gavin, Olivier Beretta og Tommy Milner. ”Vi var fire kørere, der skulle nå at køre i bilen og Tommy Milner skulle oven i købet kvalificere sig til at køre Le Mans, da han ikke har kørt på Le Mans de sidste tre år” sagde Jan Magnussen.

I den 79. udgave af Le Mans stiller Jan til start i Corvette #74 med Oliver Gavin og Richard Westbrook og i Corvette #73 kører Olivier Beretta, Tommy Milner og Antonio Garcia.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...