© bilmagasinet.dk

Her er Peugeots nye look

Konceptbil afslører ny dramatisk front

11. januar 2010 af Steen Bachmann

Peugeot fejrer 200-års jubilæum med et nyt logo og en ny designstil. Det var i 1810, at Jean-Pierre og Jean-Frédéric Peugeot omdannede deres fars kornmølle til stålstøberi og dermed trådte ind i den industrielle revolution. 200 år senere går koncernen ind i 10'erne med et nyt look.

Konceptbilen SR1 viser en ny og skarpere front og et nyt logo med den velkendte løve. Det er en coupé/cabriolet med elektrisk betjent klaptag, to sæder for og ét bagi. Forrest er her en 1,6-liters benzinmotor på 218 hk, der trækker på forhjulene, og bagtil er der batterier og en elmotor på 95 hk, der trækker på baghjulene. Snitforbruget ved blandet kørsel angives til 22,2 km/l, mens CO2-udslippet er 119 g/km.

© bilmagasinet.dk

Med en maksimal ydelse på 313 hk, det konstante moment fra elmotoren og det elektronisk styrede firehjulstræk vil det være muligt at opnå en særdeles lav 0-100-tid, ligesom bilen bør kunne yde særdeles hurtige mellemaccelerationer. HYbrid4-teknologien vil dukke op i Peugeots modelprogram fra 2011.


Undervognen er avanceret med dobbelte wishbones for og bag. Via to servomotorer på bagakslen kan baghjulene dreje med, hvilket giver større præcision på alle typer af underlag. Peugeot SR1 debuterer på udstillingen i Genève i marts.

© bilmagasinet.dk

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...