Biltest af Fiat Stilo Multi Wagon 1,6 Active
Biltest af Fiat Stilo Multi Wagon 1,6 Active© bilmagasinet.dk

Fiat Stilo Multi Wagon 1,6 Active

Det sku´ vær´ så godt

21. august 2003 af Bilmagasinet

Af: Karsten M. Lemche

Man kan godt lære at elske en Stilo Multi Wagon, men hvorfor har Fiat ikke bare skabt den perfekte kærlighed?

"DET SKU´ VÆR´ så godt, og så´ det faktisk skidt."

Linjen er fra Svend Møller Kristensens klassiker ‘Sangen om Larsen’, men den passer - desværre - også på stationcar-udgaven af Fiat Stilo.

Det begynder ellers ganske godt. Fiat har med Multi Wagon videreført Stilos design og skabt en stationcar, som stilmæssigt hæver sig over gennemsnittet af stationcars i mellemklassen.

En stilren og funktionel kabine holdt i koksgrå tager imod med god plads og et overbevisende kvalitetsindtryk. Ikke mindst de store sæder er jeg begejstret for. For en gang skyld slipper mine 198 centimeter for ‘at sidde på potte’ i en sydeuropæisk bil, da siddefladen støtter helt ud til mine knæhaser. Bare synd, at sædet ikke er en smule mere støttende.

Testbilens asymmetrisk delte bagsæde tager kegler, for det kan både justeres i længderetningen og hældning. Bare ærgerligt, at det koster 5.449 kr. ekstra. Fiat skal også have kroner for en anden praktisk detalje: 4.900 kr. for en oplukkelig bagrude.

Men det er ting, som du kan vælge til. Problemet opstår for alvor, når der er ting ved bilen, som du har lyst til at vælge fra. 1,6-liters motoren med 103 hk gør en hæderlig indsats ved solo-pendling, men balancerer på grænsen af det brystsvage, hvis vi taler familie med ferieoppakning. I den sammenhæng kan chaufføren få glæde af det letgående gearskifte, som dog samtidig virker en anelse slasket.

Helt galt går det, når man forsøger en ikke uvæsentlig handling med bilen: At styre. Følingen med styretøjet i Multi Wagon er simpelthen for ringe.
Køreoplevelsen kan bedst beskrives som at skulle åbne en bh – altså kærestens – med et par boksehandsker på. Og når så undervognen samtidig er til den bløde side, hungrer du ikke efter kurvekørsel.

Prismæssigt har Fiat placeret Multi Wagon op ad Peugeot 307 SW. Hvis bare Fiat havde kørt bedre, ville jeg uden tøven vælge den. Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt.

Fiat Stilo Multi Wagon 1,6 Active

Tekniske data: Motor: R4, 1.596 cm3, 16V. Ydelse: 103 hk ved 5.750 o/min, 145 Nm ved 4.000 o/min. 0-100 km/t.: 11,4 sek. Topfart: 183 km/t. Forbrug: EU-miks: 13,2 km/l. Årlig ejerafgift: 3.500 kr. Vægt: 1.300 kg. Mål (L/B/H): 452/176/157 cm. Bagagekapacitet: 510/1.480 liter.
Totaløkonomi: Som stationcar og basismodel har Fiat Stilo MW gode muligheder for at klare sig på brugtmarkedet. Dog vil den tabe et par procentpoint mere end en tilsvarende Peugeot 307 SW. Regn med 33 pct. (ca. 72.000 kr.) over tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 107
Service ekskl. materialer:
Fiat har ikke faste priser på service.

Pris: 218.998 kr.

Jeg synes...Med dynamisk design og gode kabine stiler Multi Wagon mod toppen - men undervogn og styretøj får den til at køre galt forinden.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...