Biltest af Citroën C5 2,2 HDi Prestige
Biltest af Citroën C5 2,2 HDi Prestige© bilmagasinet.dk

Citroën C5 2,2 HDi Prestige

Tanken, der tæller

20. december 2001 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

HDi-motoren på 2,2 liter er et gennembrud for diesel-teknologien, men ikke nødvendigvis for Citroën C5.

HIDTIL HAR Miljøstyrelsen været de fremmeste modstandere af, at private kører i personbiler med dieselmotor. Det er årsagen til, at Danmark hører til blandt de lande i Europa, hvor dieselpersonbiler har den ringeste udbredelse. Men når selv forhenværende miljøminister Svend Auken fik sig en Peugeot 607 2,2 HDi som ministerbil, må der være noget om, at den motor gør noget for miljøet.

Det har vi ikke haft mulighed for at efterprøve, men vi tager Auken på ordet, og det må du også gøre. Gør du ikke det, er det til gengæld svært at argumentere for den langt dyrere 2,2 HDi frem for den mindre og efterhånden legendariske 2,0 HDi, også når det gælder Citroën C5. Men den afdæmpede fremtoning passer måske bedre til den lidt tilbagelænede Citroën-kørestil end til den mere dramatiske Peugeot 607, hvor 2,2 HDi-motoren havde premiere.

På papiret tegner fabriksopgivelserne billedet af en magtfuld diesel, men sådan opleves C5 2,2 HDi ikke i virkeligheden. Har man prøvet de forskellige versioner af VW’s TDi-motor i eksempelvis Passat, så ved man, at der er en mærkbar og overbevisende forskel i effektudviklingen, når man vælger en kraftigere variant. 2,2 HDi optræder ikke med samme pondus i forhold til den mindre 2,0 HDi. Bevares, også 2,2 HDi er homogen i effektudviklingen og har begrænset turbotøven, og motorgangen er fin. Men det solide skub i ryggen, som man med rette kunne forvente af en turbodiesel med 133 hk, udebliver.

Det gør prisstigningen til gengæld ikke. C5 2,2 HDi løber op i 344.990 kroner eller hele 61.000 kroner mere end for en tilsvarende 2,0 HDi (283.990 kroner). Med til billedet hører dog, at 2,2 HDi Prestige har ESP, alufælge, fartpilot og meget mere, men det ændrer ikke på, at miljø-reklamen synes dyrt købt, og det bliver givetvis endnu dyrere, når bilen skal sælges igen. Dyre udstyrsvarianter taber traditionelt forholdsvis mere i værdi.

Til gengæld er der - så vidt jeg ved - ingen afskrivning på den gode samvittighed ved at køre i Danmarks reneste diesel-personbil. Men gør man sig en rent økonomisk overvejelse, er det formentlig klogere at vente på den 2,0 HDi med partikelfilter, der kommer i løbet af 2002.

Citroën C5 2,2 HDi Prestige - Pris: 344.990 kr.

Tekniske data: Motor: R4, 2.179 cm3, 16v, turbodiesel. Ydelse: 133 hk ved 4.000 o/min. 317 Nm ved 2.000 o/min. 0-100 km/t: 10,9 sek. Topfart: 205 km/t. EU-mix: 15,6 km/l. Årlig ejerafgift: 5.140 kr.
Totaløkonomi: Diesel-personbiler med lavt kilometertal er eftertragtede på brugtmarkedet, men det koster lidt at vælge den dyre model. Efter tre år og 50.000 km har C5 2,2 HDi tabt 117.000 kr. (34 pct.)
Reservedelsindeks: 143
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 1.125 kr.
40.000 km: 1.125 kr.
60.000 km: 1.438 kr.

Vi synes... Kør stærkt med god samvittighed.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...