Vild Opel Manta!
Hvor stod du i køen, da de håndværksmæssige færdigheder blev delt ud? Selv fik jeg en af de meget dårlige pladser nede bagerst, og er overhovedet ikke bleg for at indrømme, at det at skrue en kølerslange af en gammel bil, er lige så stor en udfordring for mig, som at sætte tapet op med bind for øjnene. Jeg håber virkelig, at der er garanti på mine ti tommelfingre, for de er helt klart leveret med betydelige fabrikationsfejl fra fødslen af.
Helt anderledes er det med Ronnie Hilmersson fra Holsby i Sverige. Helt seriøst har jeg ham mistænkt for at være en avanceret livsform fra en anden planet, der er blevet udstationeret på Jorden for at forstyrre vores opfattelse af verdenen. Eller også har den 24-årige elektriker bare et helt unikt og uhørt talent for biler og mekanik. Jeg ved at I vil være enige med denne betragtning, når I er færdige med at læse denne historie.
Købt for 1.000.- kroner
Nu kan det godt være, at dette Manta-projekt ligner noget til et par millioner kroner, men det er faktisk ikke tilfældet. Ronnie købte oprindelig bilen med en udkneppet 1,9 liter Opel-motor for seks år siden til den svimlende sum af 1.000.- svenske kroner, og som han selv udtrykker det, så lignede den noget der-efter.
Første forsøg blev en 2,8 liters Ford Granada-motor, men den gjorde bilen for tung i næsen, så den blev hurtigt skiftet ud med en Volvo-motor. Ikke fordi Ronnie havde nogen erfaringer med at arbejde med en Volvo-motor, men fordi den var lettere og ikke mindst billigere, og det samme var stumperne til den.
Med tiden blev det vildere og vildere med mere volume, lastbilsturboer og op til 2,0 bars ladetryk. Andre ville måske være tilfredse, men for Opel-professoren var det kun en evig evolution mod den motor, der ligger i den orange Manta A i dag.
Turbo og kompressor
Når man står og kigger ned i motorrummet er det næsten for meget af det gode. En ting er en Volvo-motor i en Manta - det er vel næsten forventet at en gal svensker kan finde på at fabrikere sådan et gadekryds, men læn dig godt tilbage og nyd rigtig længe, hvor flot den er bygget.
Alt er enkelt og snorlige, og det skinnende manifold ligefrem springer en i øjnene. Ud over det, er motoren rent mekanisk noget af en genistreg. Ronnie ville gerne have masser af power, men var træt af at vente på ladetryk i de gigantiske turboer han bruger, så løsningen blev kompressor OG turbo.
I teorien en simpel løsning, hvor den store Eaton M62 kompressor laver ladetryk fra tomgang og op til turboen tager over. Men noget andet er at få det til at fungere i virkeligheden. Ikke desto mindre er det lykkedes for den selvlærte troldmand med et sindrigt hjemmedesignet system, hvor kompressoren ånder ud igennem et stort spjæld, når Garrett GT40-turboen rammer 1,0 bars ladetryk og tager over.
Et par - igen hjemmelavede - envejsventiler sørger for at ladetrykket ikke blæser den forkerte vej, så de to tryk-snegle modvirker hinanden. Resultatet er råstærke 578 hk og 706 Nm på toppen, men endnu mere imponerende er kurvernes forløb med over 500 hk mellem 5.200 o/min - 7.700 o/min og over 600 Nm mellem 4.300 o/min - 6.600 o/min.
Men tro ikke at Opel-kunsteren er kommet sovende til mesterværket. Ronnie har med sine egne hænder designet og fabrikeret dele som manifold, skyde-spjældet, indsugning, dumpventil, wastegate, knasthjul, intercooler, vandkøler, og så videre…
0-200 km/t på 9,1 sek.
Du behøver ikke være matematisk student for at regne ud, at den slags pumpede overarme til 1.180 kg raceklar bil giver vanvittige præstationer. Manta’en har da også en personlig rekord på 1/4-milen på 10,52 sekunder med 217 km/t udgangsfart, men den kan mere end at imponere, når det går lige ud. Hvilket er noget af en sjældenhed for en bil, der er så hurtig på striben.
- Det har hele tiden været planen, at Manta’en også skulle kunne bruges på en racerbane, så jeg har brugt rigtig lang tid på at designe, udvikle og teste undervognen og opsætning, forklarer Ronnie med en beundringsværdig beskedenhed, mens jeg prøver at holde en hysterisk latter inde i mig selv, da bilen skriger sig igennem de mørke skove.
Min nakke er groet fast til Momo-sædet, og fra passagersædet er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at de opgivne tider med 0-100 km/t på 3,0 sekunder og 0-200 km/t på 9,1 sekunder nok skal holde stik. Motoren reagerer brutalt på selv det mindste dap på speederen, og fuld gas får en til at føle sig vægtløs - det er total urealistisk og svært at forklare. Så hårdt og imponerende trækker Volvo-maskinen.
Geniale køreegenskaber
Men udover det, så ligger Manta’en på vejen som en ægte baneracer. Jeg ved at det er en træt og udtømt kliche, men køreegenskaberne minder mest om en gokart eller en formel-racer, Dog er det på en eller anden måde lykkedes Ronnie at lave opsætningen, så Manta’en samtidig er yderst behagelig at befinde sig i, når man bare ligger og cruiser rundt på landevejen. På trods af de store 19” BBS fælge i magnesium. Igen et bevis på troldmandens magi.
Nu er vi nået dertil, hvor det hele bliver en smule uretfærdigt for os almindelige dødelige. For Ronnie er ikke bare mester i at bygge en køremaskine, men knægten kan sgu style en bil, så det vil noget.
Han har selvfølgelig - igen - lavet alting selv. Fra pladearbejdet til at male bilen. Og spoilersættet er ikke købt eller viderebygget fra et eksisterende sæt. Nej, det er bygget helt i plade efter eget design, og hvad angår finish og look er der ikke en finger at sætte nogen steder. Manta’en fremstår enkel og utrolig rå med et lavt og potent udseende, der fuldt lever op til bilens ufatte-lige fartpotentiale.
Og støddæmperne, der stikker igennem frontklappen er, efter min ydmyge mening, en af de fedeste race-detaljer jeg har set på en gadebil i år. Ronnie forklarer med et grin, at det blev lavet sådan i sin tid, da han ikke havde penge til at købe kortere støddæmpere…
Besøg hjemmesiden!
Efter fire og et halvt års arbejde på Vmax, troede jeg efterhånden at jeg havde set det hele. Men uden at skulle nedgøre de spændende, hurtige og flotte læserbiler, jeg har lavet igennem tiderne, så vil Ronnies Manta altid have en helt speciel plads i mit hjerte.
Jeg vil aldrig glemme symfonien af den vrælende kompressor og de skrigende dæk, der rungede gennem den svenske skov. Aldrig glemme, hvor flot den stod der i solnedgangen en kold efterårsaften. Men det der gør denne Manta helt speciel, er faktisk dens opfinder.
Man ved ikke om man skal tæve Ronnie eller bøje sig i støvet for ham. For uanset hvor sej du selv synes du er til det håndværksmæssige, så må man have respekt for den svenske troldmand, der har konstrueret sin helt egen bil med en Manta-skal uden på. Og samtidig er Ronnie så beskeden og ydmyg i forhold til sit projekt, at jeg tvivler på at ordet BLÆR findes i hans ordforråd. Han er bare en rigtig hyggelig fætter, der nyder at arbejde med et projekt i teori og praksis, og samtidigt bruge det for fulde gardiner til diverse race-arrangementer.
Allerhelst ville jeg tage Jer læsere i hånden og besøge Ronnie og hans Manta i Sverige. For bilen skal bare opleves!. Nu plejer jeg ikke at kommandere med folk, men hvad du end gør efter min sidste sætning, så SKAL du gå ind på www.hilmersson-racing.com og nyde videoerne af Manta’en for fuld udblæsning. Jeg sagde det i starten af artiklen - det bliver ikke bedre end det her…
Artiklen er oprindelig udgivet i Vmax i 2008
