Uhørt offensiv: Opel lancerer 29 nye modeller

De får overordentligt travlt i Rüsselsheim frem til 2020, for tyskerne planlægger intet mindre end 29 nye modeller over de næste fire år. Allerede i 2017 får vi de første syv at se.

10. november 2016 af Daniel Bohnsen

Syv nye modeller på ét år. Det er det højeste antal lanceringer, siden Opel startede med at lave biler i 1899. "7 in 17" kalder administrerende direktør Karl-Thomas Neumann produktionsplanen, der især skal styrke Opel på crossover- og elbilsmarkedet.

-  Med de syv nye modeller i 2017 vil Opel blive et fuldstændig andet brand i løbet af de næste 12 måneder. Vi vil gøre elbilsmobilitet brugbart til hverdagskørsel med den nye Ampera-e, og med de nye crossover-modeller i B- og C-segmentet vil vi udvide vores portfolio i dette afgørende marked, fortalte Karl-Thomas Neumann i en pressemeddelelse.

Opel har allerede nu løftet sløret for, hvilke syv modeller de præsenterer i 2017, og de beskriver dem selv som følgende:

  1. Opel Ampera-e: Den nye elbil skal revolutionere elmobilitet, når den lanceres i foråret 2017. Med en NEDC rækkevidde på over 500 kilometer skal den dominere sin klasse og byde på både sportslige præstationer og femdørs rumlighed.
  2. Opel Insignia Grand Sport: Den nye Insignia er en femdørs sedan med en coupéagtig silhouette, sportslige køreegenskaber og, som noget nyt, mulighed for firehjulstræk. 
  3. Opel Insignia Sports Tourer: Ligesom sedanen Grand Sport bygger stationcarudgaven på designsproget fra det Opel Monza konceptet fra 2013. Det betyder et sportsligt design med smalle forlygter, og i forhold til forgængeren er interiørpladsen vokset betydeligt på bagsædet og i bagagerummet især.
  4. Opel Insignia Country Tourer: Sports Tourer'en får igen selskab af en firehjulstrukket eventyrer med offroad-udseende, der skal tiltale friluftentusiasterne.
  5. Opel Vivaro: Den succesfulde varevogn kommer i en ny udgave, der byder på forbedret passagerkomfort og fleksibilitet.
  6. Opel Crossland X: Denne nye lille crossover afløser Meriva, men bliver i den nye udgave en mini-SUV, der bygger på samme platform som Peugeot 2008 og Citroën C3 Picasso.
  7. Ny Crossover i C-segmentet: Derudover kommer endnu en crossover, der bygger på samme platform som Peugeot 3008. Den skal være sportslig, og Opel beskriver sine crossovere som "CUV"'er i stedet for det traditionelle SUV.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...