Test: Den perfekte motor til Opel Grandland X

Topvarianten i Grandland X-programmet har ikke bare mere effekt, den gemmer også på en anden hemmelighed, som gør SUV’en frisk at køre.

21. juni 2019 af Mikkel Thomsager

Den 2-liters dieselmotor med 177 hk sidder pt. som topvarianten i Opel Grandland X-modelprogrammet, og den motor giver tyskeren et overskud, som klæder bilen. Basisvarianterne klarer sig med 130 hk, og det går da an, men de ekstra hk og ikke mindst det ekstra moment fra den store dieselmotor gør bestemt bilen ære.

Ændret undervognsopsætning

Men den store motorvariant i Grandland X-programmet gemmer også på en anden hemmelighed. Med de ekstra hk følger nemlig en ændret undervogns­afstemning, som opleves ganske markant. Reelt bliver affjedringen hårdere, men i praksis føles det knap. Til gengæld er krængningen reduceret mærkbart, og det er bestemt til gavn for den dynamiske køreoplevelse.

I forhold til bilens franske søstermodel, Peugeot 3008, som Grandland X deler sin grundlæggende teknik med, virker Grandland X mere voksen og kompetent. Det indtryk underbygges i kabinen, hvor Opel-udgaven af den mellemstore SUV fremstår mere konservativ men også mere kedelig end den innovative kabine i Peugeot 3008.

Som i Peugeot 3008 er basismotoren i Grandland X på 130 hk. Effekten leveres enten af en 1,2-liters benziner eller en 1,5-liters diesel. Peugeot 3008 fås til gengæld slet ikke med større motorer i det danske program. Så vil du have en mere dynamisk 3008, bliver det i form af Opel Grandland X, og her følges den store motor altid af det højeste udstyr.

I Exclusive-pakken følger bl.a. Opel’s fremragende forstole kaldet AGR, panorama glastag, nøglefri adgang og start, integreret navigation og fuld sikkerhedpakke inklusive en noget slingrende vejbane-assistent. Underligt nok er adaptiv fartpilot ekstraudstyr til 7.000 kr., og det samme er DAB+ radio til 2.500 kr.

Uanset hvad burde Grandland X 2,0 Exclusive bidrage til at gøre modellen til et regulært salgshit. Salgsstatistikken for 2018 afslører dog, at det knap er tilfældet. Sidste år blev der solgt 1.274 Grandland X mod 2.664 Peugeot 3008.

Opel blev fransk

En del af forklaringen skal findes i, at Opel skiftede ejerskab i 2018. I foråret 2018 blev Opel overtaget af Citroën/Peugeot (PSA), og i efteråret overgik også den danske import til den private danske importør af Peugeot/Citroën, K.W. Bruun. Den mellemliggende periode lå importørens salgsaktiviteter stort set stille, hvilket tydeligt kan ses på salget.Den fælles udvikling og produktion af Peugeot 3008 og Opel Grandland X blev besluttet og iværksat i 2014 og dermed længe før PSA’s opkøb af Opel.

Ikke desto mindre er det nu sådan, at vil du have den dynamiske variant af en Peugeot 3008, må du hen til Opel-forhandleren og se på en Grandland X. • 

Opel Grandland X 2,0 CDTi Exclusive Aut.

Pris 394.990 kr.  

Motor R4, 1.997 cm3, 16V, turbodiesel

Ydelse 177 hk ved 3.750 o/min, 400 Nm ved 2.000 o/min

Topfart 211 km/t  

0-100 km/t 9,5 sek.

EU-miks (WLTP) 16,7 km/l

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...